Antihelt
Af Elias Helfer
Ved det lille lejrbål på bjergskråningen sad to skikkelser og skuttede sig.
”Jeg håber, den næste by har nogle kønnere piger,” udbrød den ene. ”Og lidt mere villige!”
”Sancho, min ven,” svarede den anden med højtidelig stemme. ”Du er et menneske uden sans for det sublime. For dig er kvinder blot en adspredelse, og hele vores tilværelse er blot en nem vej til et let liv i luksus!”
”Hvad andet er det? Du bilder dig vel ikke ind, at du gør noget som helst godt eller gavnligt for de bondeknolde, vi bedrager for vort daglige brød?”
”Men Sancho! Det er netop der, du tager fejl! Har du ikke set lyset i børnenes øjne, når vi gør vores entre? Har du ikke set mændene ranke ryggen? Pigerne, der rødmer?”
”Jeg har i hvert fald ikke set deres skuffelse, når vi er skredet i nattens mulm og mørke…”
Den lille landsby tror sig reddet, da den galante Don Ector og hans følgesvend, Sacho Palermo, dukker op. Men Ector er ikke den helt, han giver sig ud for. Spørgsmålet er, om han kan blive det, når det bliver nødvendigt?
I Antihelt fortæller I historien om en landsby, skurken, der truer den, og personen, landsbyen håber, vil redde dem. Men er han blot en bedrager – eller gemmer der sig en helt bag hans glittede facade? Spillet er en romantisk svindlerkomedie med inspiration fra film som Zorro, First Knight, Rango og The Music Man.
Forventet spilletid: Ca. 4 timer
Antal spillere: 5 spillere og en spilleder.
Genre: Romantisk svindlerkomedie
Spillertype: Spillet henvender sig til spillere, som har lyst til at fortælle historier. Én af
jer spiller scenariets hovedperson, der ofte vil være kastebold mellem scenariets fire andre spillerkarakterer. Du skal spille efter, at din karakters historie bliver så god som muligt, samtidig med at du har medansvar for at hele scenariet lander, hvor det skal.
Spilledertype: Spillederen i dette scenarie skal snarere styre tiden end fortælle historien, og mere coache end instruere spillerne. Du skal sørge for at sætte rammerne, hjælpe, hvis en spiller går i stå, og ellers lade spillerne styre. Det er godt at have lidt erfaring med indiespil og fortællespil. Til gengæld behøver du ikke holde styr på tyve scener og halvfjerds npc’er.
Om forfatteren: Elias fik sin debut som Fastavalforfatter i 2010 med novellen ”Under My Hive,” der var en del af Imperiet 40k. Han har i mange år undervist unge i rollespil, og skriver en engelsksproget blog om rollespil (eliashelfer.wordpress.com).



