Apocalypse Drow
Drixal Brieche er forsvundet. I ly af natten deserterede den berygtede Drow krigsherre og drog mod overfladen.
Nu breder historierne sig i the Underdark. Om fristedet Lightport, hvorfra den engang så frygtede general og strateg prædiker fred og næstekærlighed til underverdenens racer. Om horderne af tilhængere, der flokkes mod dette refugium, der ligger lige under overfladen, tæt på den brændende sol.
Drixal Brieche er farligere end nogensinde. Så nu bliver et skib sendt afsted fra Menzoberranzan, bærende på en Drow elitegruppe, hvis eneste mission er at tilendebringe Drixal Brieches kommando. Tilendebringe den med hvad end midler det kræver.
Anført af en højgravid datter og præstinde fra Hus Baenre, må gruppen, bestående af hendes jaloux bror, to tidligere elskere og en vantro, overleve the Underdark, og hinanden, for at nå frem til deres endelige destination.
Vil de nå frem til Lightport, og hvis de gør, vil de være i stand til at dræbe Drixal Brieche? Vil de overhovedet ønske at gøre det? Og hvad med barnet i præstindens skød? Hvem er faderen og hvilken skæbne venter forude for denne ufødte skabning?
Apocalypse Drow er et patosladet og intrigefyldt scenarieoplæg om ondskab, besættelse, skæbne, arv og udfrielse. Om fem Drows på vej op ad en mørk flod, imod lyset.
Forventet spilletid: 4 timer
Deltagere: 5 spillere + 1 spilleder
Genre: Episk fantasy
Spilmekanik: Simpelt terningsystem, inspireret af Lady Blackbird
Spillertype: Du kan lide at spille med store armbevægelser og følelser og har lyst til at spille med, og op imod, de andre spillere. Du vil få stor frihed til, og ansvar for, at skabe en unik historie og forløb sammen med de andre spillere indenfor scenariets ramme.
Spilledertype: Du kan sætte og beskrive scener, gribe og integrere spillernes input og improvisere, når det bliver nødvendigt. Ranks i “Knowledge: Underdark” er ikke påkrævet.
Om forfatteren: Kristian er 31 år, uddannet journalist og har de seneste år stået bag en række scenarier, ofte med elvere i hovedrollerne. Måske fordi hans første D&D karakter var en elver, der aldrig nåede mere end level 2? Kristian bor i Aarhus og er tilknyttet forfatterkollektivet Jesus Bar Mitzvah. Har aldrig spillet Arken.



