Den Store Bazar
Kære forening/projektgruppe/arrangører
Vi følger op på successen fra sidste år og afholder igen Den Store Bazar for hele det danske rolle- og brætspilsmiljø.
Igen i år forvandler vi en del af fællesområdet til en kæmpe bazar, hvor alle kan komme og vise deres forening, næste scenarie, næste kongres, brætspil, blad eller hvad de nu har på hjertet frem. Og I er inviteret og det er ganske gratis.
Vi stiller borde til rådighed, printer gerne et par A3 plakater (S/H) hvis I ikke selv har og I får mulighed for dele flyers ud og snakke med interessede deltagere. I skal bare dukke op og pynte jeres bod.
Hvis jeres projekt/forening ikke har deltagere på Fastaval som vil stå for en bod, så giver vi to dagsbilletter så I kan komme ind og fortælle hele Danmark om jer selv.
Hvis I vil have en bod til Den Store Bazar så send en mail til bazar@fastaval.dk, hvor I kort fortæller hvad det er I vil vise frem og med navnene på to ansvarlige (og om I skal have to dagsbilletter).
Følg med på siden her hvem der kommer og hvad de viser frem. Siden bliver løbende opdateret.
Hvor: Fastaval 2012 – Hobro Gymasium
Hvornår: Fredag d. 6. april kl. kl. 16.30 til 18.30
På vegnene af Fastaval
Vi glæder os til at se jer på Den Store Bazar
Jost L. Hansen
- Aktivitetsansvarlig Fastaval 2012
På Den Store Bazar 2012 kan du i år møde
AVALON, København
Avalon er en af Danmarks store bordrollespils foreninger og har til huse på Rådmandsgade 45, KBH N i egne lokaler, Vi er omkring 85 medlemmer og har en hel del ting at byde på.
Ikke alene er vi en Rollespilsforening, men vi er også meget aktive med Figurkrigsspil og Brætspil. Derudover råder vi over et velassocieret bibliotek samt en stor brætspils samling.
SFA – Spil For Alle, Esbjerg
SFA er en Lokal forening bosat i Esbjerg. Foreningen beskæftiger sig med alle former for spil, dog er det primært Live spil foreningen laver i øjeblikket. Foreningen har en række brætspil, figurspil, kortspil og bøger, som frit kan benyttes på spil dage. Foreningen råder over 3 store spilleborde, som måler 4 X 6 fod, standard Warhammer størrelse. Til det er der terræn til stort set alle former for figurspil i warhammer skalaen.
Live spillet foregår i Øst skoven den første søndag i hver måned. Til live spillet laver SFA nogle Workshops, hvor der er mulighed for selv at lave kostumer og udstyr.
Kontakt: Dennis på claw@privat.dk – 23817157
BUNKERN, Esbjerg
Bunkern er en rollespilsbutik, med et bredt udvalg af alt til rollespilshobbien. Bunkern laver selv kostumer og udstyr til Live rollespil. På Den Store Bazar, vil vi have et lille udvalg af færdig lavet kostumer med. Der vil være mulighed for at bestille kostumer til levering på dagen.
Email: Kenneth@bunkern.dk – Web shop: www.bunkern.dk/catalog
CITY OF CITIES, Boesdal Kalkbrud (scenarie)
City of Cities 2012 er andet kapitel i historien om en verden, der er præget ad ressourcemangel, afstumpethed og kulturkonflikter, men også kreativitet, fest og samarbejde. Scenariet forgår i en fjern fremtid, hvor ingen kan huske præsis hvad det var, der var skyld i civilisationens undergang. Dette vendepunkt i menneskehedens historie omtales som Katastrofen! og indtræf engang i 1980′erne – måske var det en atomkrig, måske noget andet. Men en ting er sikkert, hvert syvende år mødes stammer for at handle, feste og løse politiske konflikter.
Velkommen til Byernes By 2012
Vil du vide mere så kom endelig forbi standen og få en snak om scenariet.
GROTTEN, Aarhus
Rollespilsforeningen Grotten er en 15år gammel forening, som ligger i Aarhus N, og har ca. 85 medlemmer.
Foreningen har et klart fokus på Pen & Paper rollespil inden for mange genrer, og indie RPG og eksperimenterende former for rollespil, både hvad angår idégenerering og spillestil, er at finde i Grotten.
Vi har et godt sammenhold med hyggefredage, hytteture, temaweekender og har plads til alle, der vil være med til at fremme rollespil i Aarhus.
I fremtiden håber vi at kunne danne stærkere bånd til andre lokale og regionale rollespilsforeninger, for at udveksle erfaringer og gode idéer.
TRoA, Aalborg
TRoA er en rollespilsforening hjemhørende i Nørresundby, Aalborg. Den blev stiftet d. 9. august 1989 og er således en af danmarks ældste rollespilsforeninger og med næsten 300 medlemmer også en af de større. Aktiviteterne omfatter liverollespil med 3 månedlige kampagner, bordrollespil med 6 tilgængelige lokaler, hardball i en gammel lagerhal, figurspil i vores store battlelokale, brætspil og en lang række andre relaterede aktiviteter.
DEN HVIDE KRIG, Boesdal Kalkbrud (scenarie), 16.-19. august.
Hvad sker der med befolkningen, i et land der er besat? Hvordan hjælper man – med våben i hånd – folk der ikke vil hjælpes? Frihedskamp eller terrorisme?
Den Hvide Krig er et sommerscenarie for 100 deltagere, der handler om besættelsen af Irak. Scenariet foregår i en historisk inspireret fiktion, hvor soldaterne fra Det Tarsiske Forbund prøver at hjælpe befolkningen på Kalkstepperne efter Den Hvide Krig, hvor Den Store Forener endelig blev slået.
Under scenariet fejrer de lokale den årlige høstfest, og prøve at leve deres liv som de plejer, altimens forbundsstyrken arbejder på at civilisere befolkningen og genopbygge landet.
Et sommerscenarie om familiekonflikter og kulturmøder.
Arrangeret af Rollespilsforeningen Hübris.
ROLLE|SPIL, Magasin
Bladet ROLLE|SPIL udkommer ca. hver anden måned og handler om alt hvad der foregår i det danske rollespilsmiljø.
Mød folkene bag og få en snak om bladet.
FLERE FØLGER…



