Bette Liverpool
Jeg kan huske dengang jeg var dreng og stod nede på havnen med min storebror Frank og kiggede over på værftskranen. Deroppe arbejdede de rigtige mænd, sagde vi. Deroppe arbejdede vores far. Det var vi helt sikre på. Det var det højeste sted i byen, sagde Frank. Deroppe kunne man hele verden. Det var vi også sikre på. Man kunne se helt til Sverige, og til Læsø og til Hamborg. Ja, helt til New York, Frihedsgudinden og Kina fortalte vi hinanden.
Det var løgn, fandt jeg siden ud af …
Frank gjorde altid det forkerte, Allan gjorde altid det rigtige. Sådan har det altid været for de to brødre. Den ene stak af til Nordnorge, Grønland og olierigger i Nordsøen. Den anden blev i byen, giftede sig med Maria, fik job på værftet og gjorde alt det, man forventede. Sammen var de stærke, men alligevel skilte tiden, kærligheden og drømmene dem ad. Årene gik, alvoren tog til, og for sent opdagede de begge, at de sad med røven lå langt under vandskorpen.
Bette Liverpool er historien om to brødre i Frederikshavn fortalt gennem mange år. Fra de som børn drømmer om fremtiden, til de mange år senere bliver tvunget til at finde sammen, trods svigt, uforløste konflikter og kærlighed til den samme kvinde. Scenariet er for fire spillere, hvor to spiller brødrene som unge, mens de to andre spiller dem som ældre – og hvor voksenlivets gammelkloge erfaringer støder sammen med fortidens drømme om fremtiden. Bette Liverpool er et socialrealistisk drama med et episk touch, inspireret af Bruce Springsteen og Allan Olsen. Heri går provinsstemning hånd i hånd med amatørboksning, værftsarbejdere og historier om at være taberens søn og at go down to the river.
Forventet spilletid: 4-6 timer
Antal spillere: 4 + 1 spilleder
Genre: Socialrealistisk drama med et episk præg
Spillertyper: Spillere med ønske om indlevelse i fortællingen, underspillede følelser og en lyst til være medfortællere på en historie, der strækker sig gennem mange år, og hvor mange mellemregninger ikke bliver fortalt. Det gør bestemt ikke noget, hvis du bare føler dig en smule mere voksen, end du har gjort – og har gjort dig måske bare en enkelte tanke om det at blive ældre.
Spilledertype: Du skal elske at sætte skarpe scener og formidle stemning af havneby, årenes gang og kombinationen af både håb og forfald. Som spilleder er du i Bette Liverpool i høj grad instruktøren, der sikrer et stramt fokus på det relevante, uden spillerne mister følelsen af frihed.
Om forfatteren: Mikkel Bækgaard er selv fra Nordjylland, hvor han i sin tid startede sin scenarieforfattergerning i teenageværelset til tonerne af Cthulhu og ungdomsdramaer. Siden er han blevet voksen, flyttet til København og har nu i tre scenarier (senest også i Løgstør og Vasen) forsøgt at beskrive det Nordjylland, han selv er flygtet fra. Senest er Mikkel blevet far, så nu synes han selv han for alvor skal til at forholde sig til voksenlivets mange aspekter.



