Læs denne hurtige guide og få +2 på dit Fastaval Survival-tjek

Tilmelding

Når du har besluttet dig for hvilke scenarier, brætspil eller ottoviteter, der lyder interessante, er din næste opgave at prioritere dem. På tilmeldingssedlen har du mulighed for at angive prioriteter på de scenarier, brætspil eller ottoviteterdu gerne vil spille.

Ankomst til Fastaval

Ved ankomst til skolen er det første du gør, at finde Check-In. Her står de rare Infonauter klar til at udlevere din deltagerseddel, armbånd og evt. T-shirts. Har du ikke betalt på forhånd er det også her du kan gøre det (dog med et 50 kroner gebyr, så sæt gerne penge ind på forhånd så vi har noget guld at bygge for). Din deltagerseddel er din personlige guide til Fastaval. Her står der hvad du har meldt dig til af mad, hvilke hold du er kommet på, og hvor dine scenarier kører henne.  Den fungerer også som din madbillet, hvis du har købt mad på Fastaval.

Info

Hvis der er det mindste problem med din tilmelding, vil check-in henvise dig til Informationen (i daglig tale blot kendt som “Info”), hvor Infonauterne vil gøre deres bedste for at løse dine problemer. Dette gøres for at mindske køerne ved Check-In mest muligt, og for at hjælpe dig bedst muligt, da der sjældent er adgang til deltager databasen ved Check-In køen. Har du nogle spørgsmål til din deltagerseddel eller andet er det også Info du skal henvende dig til.

Mad

Hvis du vil være sikker på et varmt måltid mad mindst én gang om dagen, så tilmeld dig aftensmaden. Og husk endelig din tilmeldingsseddel i madkøen, for det er den, du bruger som bevis på, at du skal have mad (hvis du har mistet din deltagerseddel kan du dog godt en enkelt gang få printet en ny, hvis du smiler til Infonauterne). Selv om du ikke har bestilt mad, så behøver du ikke leve af toast, cola og chips. Det er muligt at købe sandwiches og lignende fornuftig mad i både Café og Kiosk – og det er også ganske tilladt at leve af rugbrød fra det lokale supermarked.

Sovesale

Fastaval er i gang 24 timer i døgnet, der vil derfor stort set altid være nogle, som sover et eller andet sted i sovesalene. Al færdsel og snak skal derfor foregå roligt og dæmpet. Ingen spil i sovesalene. Vi opdeler sovesalene så dem der VED at de snorker som en fuldvoksen dværg, får deres egen sal (vi håber at loftet holder). Alle i sovesalene bliver døgnet rundt passet på af de flinke, og let genkendelige, Brandvagter.

Huskeliste til sovesalen:

  • Varm sovepose og liggeunderlag (der kan dog også lejes en madras af Fastaval, se tilmelding). Sovesalen kan godt være kold.
  • Lommelygte, så du kan finde plads i mørke
  • Ørepropper er en virkelig god ting i sovesalen
  • Og husk en hovedpude. Gulvet i en gymnastiksal er hårdt!

Spilstart og reservekø

Det er vigtigt, at du møder op i det rum hvor spillene starter ca. 10 min. før scenariet du er tilmeldt begynder. Scenarierne starter præcist og hvis du ikke er der til tiden risikerer du at din plads at bliver givet til en anden.

Hvis du ikke er kommet på noget scenarie i en blok, hvor du gerne vil spille rollespil, kan du stille dig i reservekøen der ligger lige ved Info. Reservekøen fungerer lidt ligesom chancekøen ved en bilfærge, forstået på den måde, at det er fra denne flok, der bliver fordelt spillere til de spillokaler, hvor der mangler folk, under spilstart.

Søndag

Søndag er en dag fyldt med afslapning, brætspil, indie-rollespil og workshops. Her lader man op til aftenens fest (selvom du måske ikke er gammel nok til at drikke alkohol, så ved vi at INGEN er for ung til at feste, så festen har noget for alle aldersklasser). Dette betyder dog absolut ikke at der ikke er aktiviteter, blot at de er mere “casual” end dem der er resten af dagene, og ikke alle behøver tilmelding før.

Samtidigt forsøger vi at få ryddet lidt op i de spillokaler vi ikke skal bruge mere, for at mandagens oprydning forløber bedre. Så hvis du ser nogle arrangører rende rundt og slæbe borde eller andet, og du alligevel ikke har noget på tapetet, så giv et nap med. Fastavalgængernes frivillige arbejde er det benzin der holder skuden flydende og modet oppe (og de er FANDME gode til at hjælpe til. Ja, det er rent ud sagt vidunderligt at være arrangør når man har sådan nogle gode og hjælpsomme deltagere).

Vidunderlige Mandag

Når man vågner 2. påskedag efter en sjov og festlig Fastaval, er det sidste man har lyst til nok at skulle i gang med at rydde op og gøre rent. Men det skal vi. Oprydningsmandag er på ingen måde forbeholdt arrangører, opgaven ville faktisk blive fuldstændig uoverkommelig, hvis ikke der var så mange seje Fastavaldeltagere, som hjalp med at løfte i flok. Så giv et nap med, og hvis du ikke ved hvor du skal starte, så fortvivl ikke, men henvend dig til kommandocentralen hvor alle oprydningsmissioner med skarpt øjeblik koordineres fra.

Det er på Vidunderlige Mandag at fårene rigtigt skilles fra bukkene og de sande stjerner lyser

…og hvad så efter Fastaval?

Ja, så er der kun at glæde sig til næste års Fastaval. For vi ved at du kommer igen, det gør  langt de fleste heldigvis (vi har statistik der beviser det).

Har du efterfølgende billeder, røverhistorier eller andre oplevelser med hjem, så del dem med alle de andre Fastavalfolk på www.facebook/fastaval