Af Morten Greis Petersen

Året er 1810, og Povl har netop fejlet sit saving throw.

Køge rollespillergilde er i oprør. Alle spilgrupperne i Køge dyster om at vinde den store turnering, og det rygtes nu, at en af grupperne snyder og bruger hekseri.

Fra København har man sendt den unge teolog Jokum for at efterforske rygterne. Er der virkeligt hekseri på spil, eller er det simpel overtro og bedrag?


Hjulpet af den unge købmandsdatter og rollerspillerske Eline forsøger Jokum at komme til bunds i mysteriet. Imens spiller de en masse Elefanter & Eventyrere,  som er rollespillet alle spiller. Kan de afdække mysteriet, inden turneringen er slut?


Elefanter &Eventyrere er en alternativ historie-scenarie, der udspiller sig i Køge i 1810 i en verden, hvor rollespil opstod i 1770’erne. I E&E følger vi intrigerne mellem flere rollespilsgrupper, mens en ung teolog forsøger at komme til bunds i påstandene om hekseri. Der er både mulighed for at rollespille rollespillerne og at rollespille deres rollespil, Eventyrere & Elefanter, som omhandler ekspeditioner til det uudforskede Afrika beboet af vilde dyr og menneskeædende stammer.


Forventet spilletid: 6 timer
Antal spillere: 6
Antal spilledere: 1
Genre: Historisk drama
Spilmekanik: Elefanter & Eventyrere
Spillertype: Indlevelsespillere og historieskabere
Spilledertype: Skal håndtere flere roller og klippe scener


Om forfatteren: Morten Greis har skrevet fast til Fastaval i en række år, men for første gang skriver han scenarie uden en makker. Elefanter & Eventyrere er hans første forsøg ud i kontrafaktisk historieskrivning, dvs. en historie om, hvordan tingene kunne have været, hvis ting var sket lidt anderledes.