Alea søger general til Fastaval 2018

Generalen for 2016 og 2017, Astrid Andersen, har valgt at lade posten gå videre, og Alea er derfor på udkig efter generalen til Fastaval 2018.

Tidligere år har bestyrelsen selv fundet en general, men i år har vi besluttet at lave et offentligt opslag. Vi håber at gøre processen lidt mere gennemskuelig, og at få flere kvalificerede navne i spil, end vi får ved at holde os til bestyrelsens kontakter.

Hvem er vi?

Vi er bestyrelsen for Alea, foreningen bag Fastaval. Vi er valgt på foreningens årlige generalforsamling, og har det overordnede ansvar for foreningens eksistens imellem Fastavaller, herunder økonomi og at udnævne en general. Vi blander os traditionelt ikke i selve Fastavals afvikling, medmindre vi bliver bedt om det.

Hvem søger vi?

Først og fremmest: hvis du ikke ved hvad Fastaval, bunker eller general betyder, så er dette ikke et opslag til dig. Vi forventer at du har et vist kendskab til Fastaval, gerne som arrangør, og allerhelst som arrangør indenfor det kreative område (forfatter eller designer). Ja, vi vil faktisk gå så vidt som til at sige at du skal elske Fastaval! Rolle- og brætspil er Fastavals kerneområde, og vi håber at finde en general, der har indgående kendskab til og ambitioner indenfor det område.

Vi forventer at du kan tage initiativ. Du kommer til at være lederen, og selv om mange områder kører af sig selv, skal andre blidt skubbes i gang. Og det er dig, der skal skubbe. Så hvis noget ikke bliver gjort, skal du få nogen til at gøre det.

Vi forventer du har et godt netværk. Din fornemmeste opgave er at sammensætte en kompetent bunker, og her er det primært dit netværk du kan trække på. Vi vil meget gerne komme med anbefalinger, men det er dig, der sætter holdet.

Du skal også vide, at du er afhængig af andre. Fastaval har over 100 frivillige, og det er der en grund til. Du skal kunne uddelegere, ellers drukner du. Men du skal også kunne hjælpe til, hvis en arrangør har brug for hjælp. Du skal kunne motivere dine bunkermedlemmer og områdeledere, og have tillid til at de kan lede deres områder ud fra de retningslinjer, du udstikker.

Du skal være stabil og kunne bevare overblikket, hvis tingene brænder på. Nogen år glider Fastaval som en leg, andre år opstår kriser og forhindringer, der kræver at man tænker og handler hurtigt.

Du skal have respekt for traditionen Fastaval, og vide at hvis du piller ved noget, piller du ved noget, som nogen holder meget af. Men du skal også turde ændre det, som du synes skal ændres. Alle generaler har haft deres egne fokuspunkter, og selvom det ikke er alle ændringer deltagerne opdager, så har alle generaler udviklet Fastaval.

Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder muligheden for at sætte dit eget præg på Fastaval, nu og i fremtiden. Hvis en general tilføjer noget godt, skal der meget til før det bliver fjernet igen.

Vi står som bestyrelse til rådighed undervejs. Hvis der er sager, du ønsker bestyrelsen tager sig af, så træder vi gerne til. Hvis du ønsker vi blander os udenom, så gør vi det.

Bestyrelsen står for bogholderi, men bunkeren står for budgettet, og vi deles om opgaven med regnskabet.

Vi tilbyder ingen løn. Fastaval er drevet af frivilligt arbejde, og du skal være indstillet på at bruge rigtig mange timer uden at få penge for det. Du vil få rabat på entreen på Fastaval, men ikke mere end hvad alle andre arrangører får. Alt afhængig af budgettet, som du selv har stor indflydelse på, har du mulighed for at få dækket udgifter i forbindelse med arbejdet som general.

Hvis du ønsker det, tilbyder vi med overvældende sandsynlighed mere end et år på posten. Du binder dig ikke til andet end 2018, men hvis du ønsker flere år, skal der tungtvejende grunde til før vi siger nej.

Vi tilbyder gode råd, sparring og muligheden for at trække på mange års arrangørerfaring. Hvis du er i tvivl om de logistiske eller tekniske detaljer bag Fastaval, vil vi meget gerne fotælle dig, hvordan vi gjorde i gamle dage.

Hvad nu?

Hvis du synes ovenstående lyder spændende, er du velkomme til at skrive til os på alea@fastaval.dk, enten for at bede om at komme i betragtning, eller for at få uddybet opgaven. Der er helt sikkert også mange af de tidligere generaler, der er villige til at afklare spørgsmål. Vi lover at behandle alle henvendelser seriøst, herunder ikke at dele dem udenfor bestyrelsen.

Vi vil meget gerne høre lidt om dig, dine erfaringer med Fastaval, dine visioner for Fastaval, og hvorfor du mener du kunne blive den perfekte general, herunder om du har erfaringer fra andre frivillige eller professionelle områder du kan bruge. Arrangørerfaring fra Fastaval (gerne som forfatter eller designer) er et krav.

Der er ingen tidsfrist for opslaget. Når den ideelle kandidat melder sig, slår vi til! Vi giver dog lige folk en uges tid til at tænke over det, så vi finder tidligst en general i starten af marts.

 

Vi glæder os sygt meget til Fastaval 2017, og til at høre fra dig.

Aleas bestyrelse.

 

Alea søger general til Fastaval 2018 (pdf)