Af Daniel Benjamin Clausen, Jesper Stein Sandal og Peter Cornelius Møller.

Omsider ville Lydia vende hjem. Omsider skulle han stå ansigt til ansigt med sin bortløbne søster. Omsider, efter 14 års flugt og ydmygelser.

Der var dog en forbandet detalje, der gav Brennan en bittersød smag i munden, da kareten skramlede ind gennem den rustne jernport og henover den tilgroede gårdsplads.  Fastspændt på karetens tag var en sort trækiste.

Lydia var død.

Lydias Begravelse er et klassisk intrigescenarie, hvor alle spilpersonerne har  hemmeligheder og deres egne mål, som afsløres undervejs. Scenariet udspiller sig i den hjemmelavede fantasyverden Envirôn, 14 år efter Lydia stak af med sin elsker for at undgå et arrangeret ægteskab. Nu skal den ruinerede familie, den forsmåede gom og dusørjægeren gøre nogle usædvanlige regnskaber op, inden Lydia kan stedes til hvile i familiens mausoleum.

Lydias Begravelse er en selvstændig fortsættelse af Lydias Bryllup fra Fastaval 1998, men er blot inspireret af det gamle scenarie, og du behøver derfor ikke have spillet Lydias Bryllup eller kende spilverdenen.


Forventet spilletid: maks. 6 timer
Antal spillere: 6 (6 roller)
Antal Spilleder: 1
Genre: Fantasy-intrige
Spilmekanik: D&D Light (mashup af de to nyeste udgaver i forenklet form)
Spillertype: Intrigespiller med en vis sans for humor
Spilledertype: Skal kunne holde styr på flere samtidige plots og være god til at klippe.


Om forfatterne: Vi er gentagne gange blevet opfordret til at skrive en fortsættelse på historien. Fans af det første scenarie har joket med titlen ”Lydias Begravelse”, og efter i flere år at have grublet over, hvordan vi kunne fortsætte historien, er vi efter 14 år omsider klar til at præsentere fortsættelsen til Lydias Bryllup med det samme forfatterhold. Daniel har de sidste mange år sørget for, at Fastaval-folket fra København kunne komme billigt til Fastaval.
Peter er højt dekoreret Dirtbuster-veteran. Jesper har siden Lydias Bryllup skrevet en  bunke scenarier til Fastaval.