Min piges spurv

Af Troels Ken Pedersen


I en ikke så fjern fremtid, hvor fysisk berøring er ved at gå af mode, mødes en lille flok mennesker for at være gammeldags. For at røre og røres, for at søge den kontakt, man ikke kan opnå gennem nok så sindrige simulationer.

Min piges spurv er et stilfærdigt science fiction drama om sex, kærlighed og fremmedgørelse. To par og en enke isolerer sig i et sommerhus i et par dage for at bytte partnere og udforske sig selv og hinanden. Det særlige ved spillet er, at det at rollespille sex her er den primære indgangsvinkel til at udtrykke karaktererne og udforske situationen. Sex er ikke en ubestemmelig masse. Detaljerne betyder noget. Hvad vi gør sammen, og hvordan vi reagerer på hinanden, siger meget om hvem vi er. I scenariet udspiller man dels sexscener ret konkret gennem en ritualistisk udveksling af udsagn, dels samtalescener hen over frokosten og ved kaffemaskinen.

Min piges spurv er ikke et pornoscenarie, selv om blodet nok skal komme til at rulle i årerne, for der er fiktive men ægte følelser på højkant.

Min piges spurv er ikke følelsesmæssig ekstremsport om misbrug og overgreb. Det handler om små men afgørende ting som ensomhed, kærlighed og fortvivlet håb.

Min piges spurv er et scenarie om forvirrede, fremmedgjorte og fantastiske mennesker.

Forventet spilletid: Fem timer
Antal spillere: Fem plus en spilleder
Genre: Erotisk drama, social science fiction
Spillertype: Spil Min piges spurv, hvis du har lyst til at lege med sex, kærlighed og fremmedgørelse gennem fortolkning af dybe og interessante karakterer. Du behøver slet ikke være praktiserende swinger for at spille, men det er nok en god idé at du ikke finder tanken om partnerbytte og seksuelle eksperimenter så frastødende, at du ikke ville kunne holde ud at spille folk, der gør den slags. Der er en aldersgrænse på 18 år.
Spilledertype: Aktivt nysgerrig stemningsskaber og scenesætter, som ikke spiller bipersoner men til gengæld former spillet ved at stille masser af spørgsmål


Om forfatteren: Troels veksler som scenarieforfatter mellem skæv action og dramascenarier om voksne emner. Min piges spurv er hans tolvte kongresscenarie. Han tror heftigt på rollespillere som medskabere.