Narrøve og tidsmaskiner
Kender du det, at man vågner op en morgen og kan rejse i tiden? Det gør Steffen. Desværre er han en smålig narrøv. Faktisk er Steffen det mest smålige menneske i hele verden. Det eneste han vil bruge sin nyfundne evne til er at rejse tilbage i tiden og få det sidste ord i diskussioner eller knalde kvinder, han ikke fik scoret i første forsøg.
Scenariet taler til spillernes indre svinehund – eller svine-Steffen – når Steffen åbner sin store bog med ærgrelser og rejser tilbage i tiden for at få sin vilje. ”Narrøve og tidsmaskiner” er en komedie for folk, der synes, at ynkeligt smålige mennesker er sjove og som ikke er blege for at indrømme at de selv lidt er nogle narrøve.
Forventet spilletid: 2 timer
Antal spillere: 4 spillere og 1 spilleder
Genre: Komedie
Spillertype: Spillere, der kan lide at være med til at skabe komikken i et scenarie og som ikke er bange for at spille forskellige roller.
Spilledertype: En spilleder der kan lide at have det overordnede ansvar for at holde sammen på fortællingen og en gang imellem skabe komik ved at trække tæppet væk under spiller.
Om forfatteren: Steffen kan ikke selv rejse i tiden, men er godt klar over, at han er lidt smålig. Han bliver uforholdsmæssigt irriteret over folk, der ikke rykker tilbage i bussen eller bruger citationstegn forkert. I den virkelige verden arbejder Steffen dels for Nykredit og del som freelance erotisk model.



