Der var engang, hvor man scenarieansvarlig nærmest skulle tigge folk om at skrive et scenarie til Fastaval. Sådan er det ikke længere. Der har de sidste par år sket en dramatisk stigning i interessen for at skrive scenarier til Fastaval. Således får vi nu næsten dobbelt så mange forslag til scenarier end vi rent faktisk har plads til i programmet. Det gør, at vi som scenarieansvarlige må foretage en svær udvælgelse for at sikre, at det er det bedst mulige udvalg af scenarier Fastaval præsenterer i påsken.

Årets scenariefelt rummer både debutanter og gamle rotter. Nogen skriver deres første Fastaval- scenarie efter at have blogget længe om rollespil. Andre vender tilbage efter flere års eksil fra scenarieforfatteriet, fordi der var et sidste scenarie, der bare ville skrives. Fastaval får større og større international bevågenhed og vi kan i år præsentere scenarier fra Norge, Sverige, USA og England, samt mere hjemlige som Aabenraa og København.

Det er vigtigt for os, at Fastaval kan præsentere scenarier, der kan tilfredsstille mange forskellige smage i rollespil. Der er alt fra action med ualmindeligt awesome helte over hårdkogt undergangskrimi og tænksom socialrealisme til ekspressionistisk live baseret på en film fra 20′erne. Der er noget for ungdomsskoleeleven på sin første con og den erfarne spiller, der tror, at hun har set det hele. Der er endda også scenarier, hvor de to – og mange andre – grupper kan møde hinanden. Fastaval skal have rollespil til os alle sammen, for Fastaval er kun Fastaval fordi den tilhører os alle sammen.

Fastavalscenariernes blanding af store ambitioner, viljen til at prøve grænser og forståelsen for, at det i sidste ende handler om, at der er nogle spillere, der skal have en god oplevelse er noget vi godt kan være stolte af. Resten af verden har efterhånden også fået øjnene op for, at der i påsken sker noget helt særligt på en skole et sted i Jylland. Vi får flere og flere internationale gæster og når de først har været her en gang kommer de igen. De kommer efter hyggen, galskaben, oplevelserne, menneskerne og det vi uden at overdrive mener er verdens bedste scenarier.

/Klaus Meier Olsen og Kristoffer Rudkjær, scenarieansvarlige for Fastaval 2012

Se alle årets scenarier

Blokstruktur og scenarietyper

Fastaval søger hvert år at tilpasse blokstrukturen således at der er mulighed for mest muligt rollespil. I år har vi derfor fire forskellige typer af blokke. I morgenblokkene fra 11-16 og aftenblokkene fra 20-01 ligger de klassiske fastavalscenarier, som kan være nok så eksperimenterende i form og indhold, men rent tidsmæssigt strækker sig i den mere klassiske scenarielængde på ca. 3-5 timer. Efter sidste års succes holder vi fast i novelleblokkene fra 16:30-18:30. Her kan der spilles novellescenarier, som er særlig ved at være korte koncentrerede spiloplevelser med fuld drøn i op til 2 timer for 4 spillere. Endelig står der gys og gru på programmet fredag nat, hvor grind night blokken for andet år i træk løber af stablen stablen i år fra 22-03. Grind night scenarierne adskiller sig fra de andre scenarier ved, at de kun kan spilles i denne særlige blok, og ved at man ikke kan tilmelde sig dem direkte, men kun kan tilmelde sig til blokken. I stedet deler vi hold ud i grind night logen op til spilstart, og undervejs som spillene bliver spillet færdigt. Læs mere under grind night.