Foromtale

Crash! Bang! Computeren havde kedet sig i lang tid. I virkelig lang tid. I virkelig, virkelig, virkelig lang tid.
Sproing!
Men ikke længere! En af de andre computere havde fundet på noget. Den havde taget en tom hal, og lavet en racerbane. Eller, næsten tom i hvert fald. Der var stadig et transportbånd og et par lasere. Men det gjorde bare det hele sjovere.Så havde hver af dem bygget en robot, og nu skulle de se, hvilken robot, der kom hurtigst rundt på banen.
Buuuum! Pokkers! Der røg computerens robot, lige ned i et dybt hul. Pyt, der var flere hvor den kom fra.
RoboRally er et hektisk spil, hvor en flok sindssyge computere prøver at styre robotter rundt i en dødsensfarlig fabrikshal. Hver tur vælger du de næste seks bevægelser, din robot skal udføre. Det handler om at holde tungen lige i munden, så du har styr på, hvordan robotten drejer, og hvordan elementerne på banen skubber den rundt omkring.
Spil RoboRally, hvis du godt kan lide kaotiske spil, hvor der hele tiden sker tossede ting, som du ikke havde forudset. Det er ikke et spil for dem, der gerne vil have fuld kontrol over situationen, men du må gerne have lyst til at prøve at regne den perfekte tur ud.

  • Kode robotter

  • Gennemfør banen

  • Vind over de andre robotter