Fastaval Junior2019-02-15T23:59:18+00:00

Fastaval Junior

Lørdag på Fastaval kan dit barn få lov til at være med for alvor. Vi arrangerer to korte spilblokke for de yngste fra 6 til 14 år med både brætspil og bordrollespil. Ungerne får deres eget armbånd, de får frokost og en fed oplevelse – og du kan hvile ørerne i nogle timer.
Holdene er på 4 børn (enkelte på 5), og alle hold og aktiviteter ledes af en voksen. Rollespillene er skræddersyet til de forskellige aldersgrupper af garvede Fastaval-folk, og vi har noget for enhver smag på programmet. Vi opdeler deltagerne, så de kommer på hold med jævnaldrende, og alle børn får deres program tilsendt inden Fastaval, så de er trygge ved, hvad der skal foregå.

Mens spilblokkene kører, skal barnet have en ansvarlig voksen til stede på Fastaval, som vi kan tilkalde via SMS – derudover har voksne ikke adgang til arrangementet. Barnet skal altså turde være sammen med os uden mor og far.

Fastaval Junior er frem for noget en sjov dag, og de fleste børn tager hjem med meget store smil. De har grinet, leget, gyst, mødt nye venner (der minder om dem selv), og de har mødt voksne, der taler til dem i øjenhøjde. Derfor er dagen også uhyggelig populær, og vi har været nødt til at lave et deltagerloft på 60 børn. Du skal med andre ord melde dit barn hurtigt til, hvis du vil være sikker på en plads. Pga. det begrænsede deltagerantal kan vi desværre kun tilbyde Fastaval Junior til dansktalende børn.

Er barnet mellem 13 og 14 år og vil spille med på Fastaval de øvrige dage? Så skal tilmeldingen udfyldes to gange: som hhv. Junior-deltager og som almindelig deltager. Børn på 12 år eller under har gratis adgang til Fastaval, men kan ikke tilmelde sig andre aktiviteter end Fastaval Junior.

Bag Fastaval Junior står Mette Finderup og Maya Krone, begge fuldblodsnørder, der har været på Fastaval i mange år, som både deltagere, arrangører og scenarieforfattere. De har stået for Fastaval Junior alle de fem år, vi har tilbudt konceptet.

Når du tilmelder dit barn

Vi anbefaler en aldersgruppe ved alle aktiviteter, men man må gerne tilmelde sig uden for sin egen, hvis der er noget, man meget gerne vil spille. Vi forsøger at opfylde alle ønsker i det omfang, vi kan. Vi beder jer vælge minimum 4 prioriteter, for at det kan komme til at gå op.

Vi anbefaler kraftigt, at I melder barnet på mindst ét brætspil og bruger kommentarfeltet til at fortælle om særligt store ønsker.

Det praktiske

Fastaval Junior kører lørdag fra kl. 10 til 15. Pris: 175 kr. pr. barn. Prisen er inkl. spildeltagelse, frokost (pizza og saft) og en Fastaval-T-shirt. Hvis dit barn ikke spiser pizza, er du velkommen til at sende en madpakke med.

Når vi nærmer os Fastaval, modtager forældrene et infobrev samt program, så børnene ved, hvad de skal spille på dagen.

Junior scenarier i 2019

Endnu en elefant fik sin snabel (rollespil, 6-8 år)

Af: Dorthe Nielsen “Jeg er kolokolo-fuglen, og nu skal jeg fortælle dig en historie. Når elefantunger er helt små, har de ingen snabel. Så har de kun en meget lille næse, der ligner en gummistøvle. Men jeg hjælper dem. Jeg – den mægtige kolokolo-fugl – fortæller de små elefanter, hvordan de kan få en rigtig snabel … og hvordan [...]

Ole og de magiske hækdyr (rollespil, 6-8 år)

Af Stefan Lægteskov I Oles have er der smukke, grønne hække klippet i former som forskellige dyr. Hækdyrene er magiske, og om natten bliver de levende. Desværre er Ole blevet meget gammel, og han kan ikke længere klippe dem pænt. Dyrene bliver nødt til selv at gøre noget, hvis de vil vinde konkurrencen om at blive den smukkeste have [...]

Pirates of Zabor II – det sunkne tempel (rollespil, 6-8 år)

Af Jens Thorup Rasmussen / spilleder: Thomas Jakobsen I floden Al-Razera stikker en masse ruiner op gennem vandets mudrede overflade. Her lå der engang en storby, og mange taler om de skatte, der stadig hviler under bølgerne. Den største skat er den, som jeres pirat-kaptajns farfar efterlod i et tempel for guden for liv og død. Et tempel fyldt [...]

Castles of Mad King Ludwig (brætspil, 12-14 år)

Spilleder: Trine Warming Perlt I er arkitekter, der hver især prøver at bygge den bedste udgave af den gale Kong Ludwigs drømmeslot. Kongen har særlige og lidt besynderlige ønsker. Det kan for eksempel være, at han vil give ekstra point for en rigtig stor have … eller at han helst kun vil have små spisesale rundt om i sit [...]

Paladins lampe (rollespil, 12-14 år OBS: scenariet varer 4 timer, dvs. begge spilblokke)

Af Christian Savioli og Kristoffer Apollo / spilleder: Sanne Harder Det var en helt normal dag på Ondskabens Borg. Frygten hang tykt i luften, og fra de mørke kældre hørtes fjerne rædselsskrig. Mester havde travlt med at brygge nye trylledrikke. Hans stemme buldrede gennem borgen, og horder af dæmoner løb forskræmte rundt for at udføre hans ordrer. Golle sad [...]

Terrorist eller frelser? (rollespil, 12-14 år)

Af Bjarke Annesen Hvorfor forsvinder vandet meter for meter i verdenshavene? ... Hvad er det i virkeligheden, der sker? … I en mørk gyde få hundrede meter fra Google Corps monstrøse hovedkvarter, GooglePlex, står fem forhutlede skikkelser i mørket. De tager ladegreb og gør klar sig til den mest vanvittige mission, deres gruppe nogensinde har forsøgt sig med. Bliver [...]