Fastaval junior

Fastaval Junior foregår lørdag på Fastaval. Det er en dag, hvor børn fra 6 til 14 år kan prøve at spille rolle- og brætspil, og få indblik i, hvorfor deres voksne er så vilde med at tage til Hobro i hver eneste påskeferie.

Fastaval Junior er næsten som en minifastaval. Lørdagen består af to korte spilblokke for de yngste fra 6 til 14 år med både brætspil og bordrollespil. Ungerne får deres eget armbånd, frokost og en fed oplevelse. Holdene er på 4 børn (enkelte på 5), og alle hold og aktiviteter ledes af en voksen. Rollespillene er skræddersyet til de forskellige aldersgrupper af garvede Fastaval-folk, og vi har noget for enhver smag på programmet. Vi opdeler deltagerne, så de kommer på hold med jævnaldrende, og alle børn får deres program tilsendt inden Fastaval, så de er trygge ved, hvad der skal foregå.

Fastaval Junior er frem for noget en sjov dag, og de fleste børn tager hjem med meget store smil. De har grinet, leget, gyst, mødt nye venner (der minder om dem selv), og de har mødt voksne, der taler til dem i øjenhøjde. Derfor er dagen uhyggelig populær, og der er desværre kun plads til 60 børn. Derfor anbefaler vi at du melder dit barn hurtigt til, hvis du vil være sikker på en plads.

Pga. det begrænsede deltagerantal kan vi desværre kun tilbyde Fastaval Junior til dansktalende børn.

Når du tilmelder dit barn

Tilmeldingen til Fastaval junior åbner på samme tidspunkt som den almindelige fastavaltilmelding. Ved aktiviteter er der en anbefalet aldersgruppe, men man må gerne tilmelde sit barn uden for barnets aldersgruppe, hvis der er noget barnet meget gerne vil spille. Vi forsøger at opfylde alle ønsker i det omfang, vi kan. Vi beder jer vælge minimum 4 prioriteter, for at det kan komme til at gå op.

Vi anbefaler kraftigt, at I melder barnet på mindst ét brætspil og bruger kommentarfeltet til at fortælle om særlige ønsker.

Obs! Er barnet mellem 13 og 14 år og vil spille med på Fastaval de øvrige dage? Så skal tilmeldingen udfyldes to gange: som hhv. Junior-deltager og som almindelig deltager. Børn på 12 år eller under har gratis adgang til Fastaval, men kan ikke tilmelde sig andre aktiviteter end Fastaval Junior.

Vigtigt information

Fastaval Junior kører lørdag fra kl. 10 til 15 og koster 175 kr. pr. barn. Prisen er inkl. spildeltagelse, frokost (pizza og saft) og en Fastaval-T-shirt. Hvis dit barn ikke spiser pizza, er du velkommen til at sende en madpakke med.

Når vi nærmer os Fastaval, modtager forældrene et infobrev samt program, så børnene ved, hvad de skal spille på dagen.

Mens spilblokkene kører, skal barnet have en ansvarlig voksen til stede på Fastaval, som vi kan tilkalde via SMS – derudover har voksne ikke adgang til arrangementet. Barnet skal altså turde være sammen med os uden mor og far.

Hjælp med at lave Fastaval junior i 2020

Hos Fastaval junior står vi klar med åbne arme over for de voksne (= fyldt 18 år), der vil være med til at gøre denne dag til noget ganske særligt. Vi har både brug for voksne til at lave brætspil og rollespil, så hvis du vil lege med, vil vi meget gerne høre fra dig og din ide senest 14. december. Vi lover at vende hurtigt tilbage med svar.

Fokus er på at sammensætte et bredt program til børnene, og derfor tør vi ikke love, at alle ideer kommer med.

Som voksen på Fastaval Junior får du goder, der svarer til at være spilleder og det svare til en GDS-tjans.

Vi glæder os til at høre fra dig på junior@fastaval.dk

/Mette Markert og Kenneth Brynning

Lav et rollespil til Fastaval junior 

Rollespillene på Fastaval Junior specialdesignet til dagen. Det foregår dog på en ret afslappet og anarkistisk måde. Du er både forfatter og spilleder, og du skal lave et scenarie, der passer til fire børn i en af vores tre målgrupper (6-8 år, 9-11 år og 12-14 år). Til gengæld skal du ikke aflevere noget, og du behøver ikke at skrive scenariet ned på forhånd. Bare du på dagen har det materiale med, børnespillerne skal bruge, kan resten af scenariet sagtens være noter på et stykke papir eller være i din knold. Vi ved af erfaring, ungerne er glade for spil, hvor der også er noget fysisk at dimse med – vi har fx haft påklædningsdukkescenariet Paninaro på programmet og det var et stort hit, da børnene sidste år skulle lave deres egen amulet til scenariet Horden. Dit scenarie skal ret præcist ramme to timer. Du skal være parat til måske at køre scenariet to gange, for hvis der er stor søgning på dit scenarie, lægger vi det både i blok 1 og blok 2. Til gengæld har vi hverken sparring eller forfatterweekender.

Vi forsøger at holde ånden i Fastaval Junior meget tilbagelænet, også for de voksne.

Kør et brætspil på Fastaval junior

Du vil få ansvaret for tre til fem børn i to timer, hvor du forklarer regler og kører brætspillet. Vi
har tre aldersgrupper: 6-8 år, 9-11 år og 12-14 år. Skriv til os, hvilket spil, du kunne tænke dig at
køre. Vores erfaring er, at disse vidunderlige nørdebørn generelt er bedre til brætspil, end man
lige skulle tro. Vi har fx spillet Zombieside med de 6-8-årige, og de 12-14-årige havde ingen
problemer med et spil som Midgaard.