Krav til deltagere: For alle

Hvornår: Lørdag kl. 15.00-16.00

Hvor: Fællesområdet

Pris: Gratis (men du må aldrig sælge de ting du har byttet dig til)

Kender du ikke det der med at have en masse brætspil, rollespil eller andre nørderier stående på din hylde? Du får dem jo egentlig ikke rigtigt spillet. Enten var det aldrig helt et spil du kunne lide, eller også så har du bare fundet andre spil at kaste din glæde på efterhånden. Du kunne selvfølgelig sætte dem til salg, men det er så besværligt, og at smide et spil ud er jo
absolut tabu.

Frygt ikke – løsningen er på Fastaval.

”The Fastaval Re-Allocation Project” er funderet i en tankegang om, at spil dør hvis de får lov til bare at ligge i deres kasser, eller en bog står på hylden med urørte sider uden æselører. Sæt dit spil fri, ryd op i dine eventyr, og lad andre udleve dem. Det er ren win-win! Spillene bliver givet væk en af gangen ved lodtrækning og det er voldsomt sjovt!

Er der ellers andet jeg bør vide? 

Ja. Hvis du modtager et spil, så må du ALDRIG sælge det videre for penge. Du må gerne give det væk (hvis det ikke lige var noget for dig eller hvis du vil glæde andre) eller udlodde det i en turnering (så længe turneringen ikke er ALT for alvorlig).