Ved første daggry er alle hekse og troldmænd fra nær og fjern samlet i al deres vælde. Unge som gamle, mestre og lærlinge, alle er de klar til århundredets opgør … i en venskabelig kappestrid!

  • Varighed: 30-40 min/spiller (inkl. regelforklaring) 

  • Antal spillere: 2-5

  • Sprog: Engelsk (ingen sprogafhængighed udover reglerne)

Foromtale

I Fortryllet spiller du en mestertroldmand i en episk venskabelig kappestrid om hvem der kan kaste de sejeste og mest fancy formularer. Du får hjælp af en flok af ivrige lærlinge, der står på spring for at løbe ærinder for dig.

I løbet af spillet er du nødt til at lægge fremadrettede planer for at kunne færdiggøre formularer i energipuslespillet så effektivt som muligt. Men du er også nødt til at sørge for at ingen andre færdiggør de formularer du arbejder på før end du er klar til at kaste dem.

Fortryllet er et worker placement og tile-laying-spil. Et kapløb om energi og om at færdiggøre og præsentere formularer først, med tilstrækkelig tankegymnastik når formularer skal kombineres i dit energipuslespil, til at tilfredsstille den længsel mange brætspillere har.

Hver tur placerer du dine lærlinge (workers) på forskellige lokationer som indeholder forskellige typer energy, placerer energy i et mønster foran dig og forsøger at matche mønstret på en række formularkort, der ligger fremme. Når du har formået at matche en formular, skal du placere en lærling i køen for at kaste formularen foran dommerne, som vil tildele dig point. Så går du i gang med flere formularer, mens du udnyttet det du allerede har foran dig.

Hvis nogen allerede har præsenteret den pågældende formular, vil dommerne tildele dig færre point. Hvis formularen allerede har været kastet to gange, kan du dog lige så godt spare dig. Dommerne vil ikke blive imponerede.

Forbered dig på et spil hvor du skal tænke hurtigere og bygge smartere end dine modstandere!

Om designeren

Hanna er  freelance grafisk designer med en stor lidenskab for alt der relaterer til brætspil. Hun kan ikke spille et spil uden at analysere det grafiske design, til let irritation for medspillerne der som regel gerne vil videre med spillet.

Dette er hendes første gang på Fastaval, og indtil videre har hun ingen udgivelser bag sig, men gang i adskillige projekter foruden Fortryllet. Hendes største inspirationskilde til nye brætspil er billedkarussellen på hendes Chromecast, og når hun arbejder på sine spil, forsøge hun altid at indfange en bestemt følelse, både i mekanik og tema. Siden hun begyndte at designe sine egne spil, har hun udfordret sig selv til at prøve så mange nye spil med så mange nye mekanikker som muligt. Hun har fundet ud af hendes favoritspil er dem, der er lette er lære, men svære at mestre, og vil som regel hellere spille adskillige omgange af et kortvarigt spil end et enkelt spil der tager fire timer (men en gang i mellem kan en dag sættes af til et langt spil).

Om designeren

Alexander er en programmør, der altid har haft interesse i spil. I sin fritid er han formentlig i gang med at spille et eller andet, enten ved computeren eller ved et bord et sted i huset. Eller han er måske i gang med at male Warhammer-figurer for senere at kunne spillere mere.

Han elsker store, komplekse spil med mange regler, især fordi det som regel betyder at der er mange ting man kan gøre og vælge, men han holder også af mindre spil som er lettere at få plads til i hverdagen.

Fortryllet er et af de første spil han har været i gang med at designe, og sædvanligvis er han backup designer for Hanna og med til at brainstorme mekanikker.