Disse personer/grupper har modtaget en Æresotto

1992: Mads Lunau

1993: Paul Hartvigson

1994: Troels Chr. Jakobsen

1995: Cool Fish Delivery

1996: Søren Parbæk

1997: Rollespilsmagasinet Fønix

1998: Kristoffer Apollo og Mette Finderup

1999: Ikke uddelt

2000: Peter Bengtsen

2001: Sara Hald

2002: Morten Juul

2003: Natural Born Holmers

2004: Peter Brodersen

2005: Merlin P. Mann

2006: Malik Hyltoft

2007: Landsforeningen for Levende Rollespil

2008: Brian Rasmussen

2009: Jesper Wøldiche

2010: Vi Åker Jeep

2011: Lars Andreasen

2012: Klaus Meier Olsen & Kristoffer Rudkjær

2013: Jesper Heebøll Arbjørn

2014: DirtBusters

2015: Claus Raasted

2016: Simon James Pettit

2017: René Bokær Pedersen

2018: Peter Lind

2019: Joan Zenia Juhl Hansen

2020: Ikke uddelt

2021: Andreas Ravn Skovse

2022: Alex K. Uth

2023: Maya Krone & Mette Finderup

Om Æresottoen
På Fastaval bliver der hvert år uddelt en ærespris til en særlig person eller gruppe, som har ydet en helt særlig indsats for Fastaval. Æresottoen er en kærlighedspris, der gives til personer, som har været med til at udvikle, knokle og skubbe bagpå for at gøre Fastaval og spilmiljøet til det, det er i dag.

Det er Alea – foreningen bag Fastaval – der uddeler Æresottoen, og det er en fast tradition, at Alea beder det tidligere års vinder om at uddele prisen. Der er også tradition for, at denne person samler en jury og lytter til, hvad miljøet omkring Fastaval synes. Der er imidlertid ingen faste kriterier for, hvordan man gør sig fortjent til nominering eller pris. Æresottoen er en dynamisk størrelse, der tilpasses af årets jury.

Hvem synes DU?
Årets jury vælger at følge traditionen. For at få et bredere overblik over miljøet omkring Fastaval, end vi selv har, ønsker vi at høre fra alle jer, der også elsker Fastaval: Hvem synes DU fortjener et ekstraordinært skulderklap?

Send os dit forslag til en nominering gennem online-formularen, som offentliggøres her på hjemmesiden og på Fastavals sociale medier i månederne inden Fastaval. Indstillingerne bruges som inspiration og guidelines. I sidste ende er det æresotto-juryen, som beslutter, hvem der officielt nomineres til og modtager Æresottoen, men vi sætter pris på hver og en af jeres indstillinger.

Sådan uddeles Æresottoen
Æresottoen uddeles hvert år lørdag på Fastaval ved en åben reception. Her er der mulighed for at få et glas bobler og klappe af alle de nominerede. Æresottoen vil også blive uddelt fra scenen søndag aften til Ottofesten, hvor æresottomodtageren får mulighed for at holde en takketale.

Årets Æresottojury på Fastaval 2024

Overdommere

Maya Krone (hun/hende)

Maya fik kun lov til at se på, da hun i starten af halvfemserne for første gang mødte en gruppe nørder i en D&D-kampagne. Siden har hun taget gevaldigt revanche og kastet sig over alt fra regeltungt kampagnerollespil til semilive, live og Blackbox.

I 2000 var hun på Fastaval for første gang, og i 2005 vandt hun sammen med Ryan Rohde Hougaard en Otto for sit første rollespil, Persona. Siden har hun været med til at stifte forfatterkollektivet Tøser på tur og har været både Otto-dommer, pingvintante på Fastaval Junior og tryghedsvært.

De seneste år er brætspillet rykket op på en absolut førsteplads over yndlingsnørdaktiviteter, og hun kan stadig ærgre sig over, at Mette Finderup solgte ”The Wilson Wolfe Affair”, før de fik gennemført det.

Mette Finderup (hun/hende)

Mette Finderup havde sin første arrangørpost på Fastaval i 1992, og i årenes løb har hun været rundt i de fleste af kongressens afkroge. Lige fra festarrangør til morgenmadsansvarlig, spilleder-ansvarlig, General og infonaut.

Mette har i flere omgange siddet i Aleas bestyrelse. Hun har et vedblivende drive på, at Fastaval skal blive ved med at være et sted, hvor alle køn, aldre, hjernetyper og sociale lag kan mødes og lege, grine, græde og være nysgerrige sammen og på lige fod. I år deltager hun i scenariekonkurrencen med ’Kvinden, der gik i tusind stykker’.  

Når Mette ikke laver Fastaval, lever hun af sit forfatterskab, spiller brætspil (hun mener ’Village’ er verdens bedste spil), klapper sin bull terrier og driver en restaurant på Michelin-niveau for havens vilde fugle. 

Mathias Oliver Christensen (de/dem)

 

Mathias Christensen har, siden de var teenager, været aktiv i en række frivilligmiljøer, herunder Fastaval, Fladlandssagaen, Østerskov Efterskole og i køkkener til adskillige rollespilsarrangementer og -events. Mathias har i Fastaval-regi fokuseret på at være en del af Kaffekroen siden dens oprettelse – og man kan også møde dem der i år.

Til daglig arbejder Mathias på Østerskov Efterskole med at skabe arrangementer, røre i gryder og være med til at undervise i liverollespilsteori. I fritiden elsker de at designe og spille bordrollespil, læse fantasy-bøger, se den ene serie efter den anden, samt fordybe sig i akademiske emner såsom kultur, diversitet og pædagogik.

 

Joe Ratzer (de/dem)

 

 

Joe Kroll Ratzer er født ind i rollespil og Fastaval-traditionen med to forældre, som er dedikerede rollespillere. Joe var med på Fastaval Junior, da det første gang kom til verden i 2015, og har siden været på kongressen som almindelig deltager og som en del af Kaffekroen og Infoen. På Fastaval elsker de at spille komedier og lette rollespil, men elsker også et godt eksistentialistisk scenarie.

Uden for Fastaval har de gået på Østerskov Efterskole i 2 år, og det har i høj grad været med til at forme de fællesskaber, som de er en del af i dag. I hverdagen bruger de sin fritid på at lave cosplay, tegne og andre kreative projekter.

Nicolai Strøm Steffensen (han/ham)

 

Nicolai har været en fast deltager på Fastaval i mange år, startende som elev på Østerskov. Dengang hjalp han til med opsætning og ungdomsloungen. Han har altid elsket at spille og spillede en del Fastaval-scenarier – selv før han vidste, at kongressen eksisterede. Det må gerne være noget socialrealisme, som giver en knude i maven og får en til at trille en lille tåre.

I 2019 tog han skridtet og skrev sit første scenarie til Fastaval. Siden har han været en del af scenarie-juryen for Ottoen tre gange fra 2020 til 2022. Uden for Fastaval har Nicolai designet Blackbox-scenarier siden 2012, og han er p.t. teknisk ansvarlig i den københavnske Blackbox-forening Gnist.

Mads Havshøj (han/ham)

 

Mads startede med at spille Drager & Dæmoner og HeroQuest i midten af 90’erne. Siden 2004 har han været arrangør på Fastaval næsten hvert år, og han har været rodet ind i flere forskellige ansvarsområder.

Mads er en ivrig brætspiller og har tidligere været både designer, ansvarlig og dommer på brætspilsiden af Fastaval. Det er også ham, der producerer de gyldne Ottoer, der deles ud på Fastaval.

Ved siden af Fastaval er Mads ofte arrangør på flere liverollespil. Men der bliver helt sikkert plads til at køre et scenarie eller to på selve Fastaval og et-to stykker som spiller i år.

 

Kom i betragtning som dommer på Fastaval

Hvert år sætter årets Overdommere deres hold af meddommere til årets juryer. Det er helt op til siddende overdommere at sætte deres hold, men de er altid åbne overfor forslag og input. Måske er det netop dig de mangler?
Send en mail med dit navn, og om du er interesseret i at være brætspilsdommer, scenariedommer eller sidde i æresottokomiteen, så samler Alea en liste, som vi deler med Overdommerne så snart disse er udpeget.

Du kan ikke forvente at høre noget fra overdommerne, men det kan være at de rækker ud for at høre mere eller for at invitere dig med. Alea opdaterer listen løbende, du behøver altså kun at sende en mail med dit navn en gang, og ellers skrive til os, hvis du gerne vil af listen igen.

Skriv til alea@fastaval.dk med dit navn og dit ønske til dommertjans og evt et par stikord om hvad du kan byde ind med som dommer.

Vi glæder os til at høre fra dig!
– Aleas bestyrrelse (Foreningen bag Fastaval)