Jakob er en ung, dansk mand som drager i krig i Afghanistan. Spillerne udforsker det liv, Jakob er lidt fraværende i, for at forstå hans valg og deres konsekvenser.

Antal spillere og spilledere 3-4 spillere og 1 medspillende-spilleder

Tid 4 timer

Sprog Alt materiale på dansk og engelsk

Aldersgrænse Ingen

Læsemængde 1 side

Online Ja

  • Fortællescenarie

  • Udforskning

  • Danmark i krig

Foromtale

Jakob er en meget lovende ung mand – det siger alle. Han er hovedpersonen, men for det meste går vi indirekte til ham. Vi beskriver steder som han har sat sit præg på og forladt, og leger med hvad hans venner og familie gør og siger når han ikke er der. De bekymrer sig måske mere om finanskrisen i 2008 og omegn, som udfolder sig mens vi spiller, end de bekymrer sig om en fjern krig. Jakob tager til Afghanistan og kommer tilbage til Danmark – det ligger fast. Men hvad det altsammen BETYDER er op til spillernes legende udforskning.

Gode Personlige Forhold er et fortællespil hvor man gør æstetisk radikale ting med lunkent hverdagsliv. Til tider skal I beskrive, til tider spille forskellige karakterer. Krigstraumer vil måske, måske ikke forekomme, men er ikke spillets fokus. Kom efter æstetik, samfundskritik og let foruroliget latter. I kommer måske til at føle en masse, men det bliver ikke gennem karakterer.

Spillertype:

Du vil gerne lege med alvorlige emner og være med til at sige cool ting i et scenarie, der gør det let at være litterære, nysgerrige og morsomme sammen. Begyndervenligt men med plads til at rulle dine fortælle-færdigheder ud. Viden om krig og økonomi er ikke påkrævet.

Spilledertype:

Du er medspillende formidler – i bund og grund en spiller, som desuden skal formidle og rammesætte spillet for de andre. Du har fingeren på pulsen og kan holde lidt igen, når der er brug for det.