I dette hæsblæsende racerspil skal du køre og bygge en hurtig og mildest talt usikker bil, hastigt samlet af tilfældige skrotdele. Et kaotisk spil med fart over feltet for 3-6 spillere.

  • Varighed: 30-60 minutter

  • Antal spillere3-6

  • Sprog: Engelsk

Foromtale

Junkyard Mayhem er et racerspil for 3-6 spillere. I spillet vil hver spiller have en bil, både bygget af basale bildele og af underlige skrotdele. Nyd kaosset og vinden i håret med eksplosive bilskeletter, pigge-belagte karrosserier og bombedrevne generatorer, føl hævngerrigheden vælde i dig som dine dæk bliver sprunget i luften af en anden spiller, se relevansen af dine valg i hvert eneste terningerul, og så gør det hele igen i endnu en omgang.

Spillet er grundlæggende set delt op i to runder: en hvor du bygger din bil, og en hvor du kører den om kap imod de andre spillere. Du starter spillet med en bil lavet ud af fem basale bildele. Delene er hull, frame, motor, tires og weapon. Herefter deler spillerne skrotdele ud imellem hinanden og udbytter dele af deres bil med de nye. Centralt for ræs-fasen er den konstante balance imellem vægt og terninger, da begge er yderst vigtige at holde i sinde hvis du vil fremad. Stemningen i spillet er fuldt bygget på følelsen af fart, og det er præcis dette der gennemsyrer hvert eneste element i spillet.

Om designerne

For første gang i Fastavals historie er Østerskov Efterskole, en lokal spilefterskole i Hobro, blevet inviteret til at bringe et brætspil til Fastaval. I år har tre elever taget udfordringen op, og de har fuldt i sinde at vise deres skole som værdig.

Designerne er: Jeppe Meier Johansen, Kristian Fabricius og Tobias Ritzau.

  • Jeppe går på Østerskov Efterskole for sit tredje år i træk, og er på Fastaval for anden gang.
  • Kristian er på sit andet år på efterskolen, og er taget på Fastaval for første gang for at præsentere spillet.
  • Tobias går også på Østerskov i sit andet år, og glæder sig meget til at præsentere spillet under sit første år på Fastaval.