I Kartoffelkompagniet tager spillerne kontrol over hver sin unikke kartoffel-karakter, som har særlige evner, og begrænsninger, med formålet at forsvare Kong Gulerods Konservatorium som er under angreb af horder af dovne og grådige skadedyr.
Hver spiller skal forsvare to baner mod angreb fra fjenderne: En på henholdsvis højre og venstre side, som de deler med spillerne ved siden af. Hver runde skal spillerne koordinere indsatsen, således at ingen fjender slipper igennem. Spillerne bruger deres begrænsede actions på at; slå fjender ihjel, indsamle og bytte ressourcer, bygge og opgradere tårne, for at bekæmpe de invaderende horder og samtidig løse en fælles mission om at bygge DET ULTIMATIVE FUGLESKRÆMSEL!
For at vinde, skal spillerne gennemføre missionen, sideløbende med at antallet af fjender der angriber hver runde stiger. Spillerne skal afveje om de skal løse små problemer nu eller store problemer senere, og må lave ofre for at løse det fælles mål inden tiden løber ud.
Det store fokus i Kartoffelkompagniet er samarbejde; de særlige evner og begrænsninger som hver kartoffel-helt besidder, nødvendiggør at spillerne lægger en strategi og er klar til at ændre den, når der sker noget uventet. Det kan være farligt at efterlade en bane ubevogtet, så det er nødvendigt at koordinere med sine medspillere både til højre og venstre.
Du skal spille Kartoffelkompagniet hvis du kan lide klassiske digitale tower defence spil som Bloons Tower Defence eller Kingdom Rush, elsker samarbejdsspil med svære beslutninger, og generelt godt kan lide brætspil, som er lette at gå til, med et fjollet tema.