Jeg har altid hævdet at Alex skriver som en engel. Hun kan få sproget til at leve, så mudder bliver mere vådt, og støv mere tørt end ellers. ’Mulm’ skriver sig ind under huden på dig: vildt og inderligt og fantastisk … og helt igennem Alex.
– Lene Kaaberbøl

Mulm – Det hungrende mørke

Af Alex Uth

Bedstefars stemme var tung og formel: „Jeg vil gerne have, at du er med til at bære en af kisterne, Silas.“

„Han er blind, for fanden!“ 

Det gav et ryk i bedstefar, som om Kari havde slået ham, men han mødte ikke hendes vrede blik.

„Silas?“

Silas bed sig i læben, og den uhyggelige bleghed bredte sig igen i hans ansigt. Han rystede langsomt på hovedet. 

Kari rejste sig så hidsigt, at stolen var ved at vælte bagover. „Lad ham være i fred. Du kan bære din skide kiste selv!“ 

Silas og Kari har mistet deres forældre før, men de er altid kommet hjem igen, lige så pludseligt og mystisk som de forsvandt. Denne gang tager bedstefar de to søskende med til sit kloster på Virkø og holder en begravelse for deres mor og far og siger, at de aldrig vil komme tilbage. Men kisterne er tomme, og visse hemmeligheder lader sig ikke begrave.
Mulm er en mystisk, fantastisk og vild fortælling om glemte kræfter med rod i myternes tid i oldtidens Danmark. Den handler om 17-årige Kari og hendes lillebror, Silas, der døde i en ulykke på en legeplads og vendte blind og forandret tilbage.
Mulm er en ungdomsbog af den slags, der kan læses af både store børn, unge og voksne. En bog for en særlig slags mennesker, mere end for en særlig aldersgruppe.