Håndtering af personsager på Fastaval

Har du været udsat for en ubehagelig oplevelse omkring Fastaval?

– Sådan gør du. 

Fastaval skal være et trygt og inkluderende sted for alle.

Er du utryg ved at deltage på Fastaval, har været udsat for en ubehagelig oplevelse i forbindelse med et andet menneske på Fastaval (eller i relation til Fastaval) eller har du oplevet en situation, der strider mod vores samværspolitik – så opfordrer vi dig til at tage kontakt.

Du har altid mulighed for at kontakte organisationen omkring Fastaval og for at få hjælp og støtte. Vi tager alle henvendelser alvorligt og behandler dem med fortrolighed og respekt. Er det svært for dig at gøre alene, er du velkommen til at få en anden til at tage kontakten. I det tilfælde skal vi se en fuldmagt fra dig, så vi er sikre på, du ønsker sagen indberettet. En fuldmagt kan være en sms eller en email, hvor du fortælle os, du er indforstået med, den anden person indberetter din sag.

Når din henvendelse kommer ind, vurderer Alea sagen ud fra et Fastaval perspektiv. Vi tager alle førstehåndsoplevelser med i en risikovurdering, upåagtet hvor de er foregået og vurderer hvordan og hvor meget det potentielt kan påvirke Fastaval oplevelsen for én eller flere på Fastaval.
Aleas fokus er Fastaval, men vi vil gerne hjælpe dig videre, hvis du ikke ved, hvor du ellers kan få hjælp.

Fastaval er et privat arrangement, og alle arrangører i både Fastaval og Alea er frivillige og ulønnede. Det betyder at vi, ifølge dansk lov, har anmelde- og underretningspligt over for myndighederne. Det betyder også, vi har fuld ret til at vurdere, hvem der er velkomne til at deltage på Fastaval!

På denne side kan du læse mere om, hvordan Fastaval håndterer personsager og hvor du skal henvende dig.

HER HENVENDER DU DIG

  • Under Fastaval i påsken, kan du kontakte Tryghedsværterne på +45 93 90 35 67.
    Tryghedsværterne er til rådighed med kort responstid indenfor årets telefonåbningstider (kan ses på infotavlen) og tager sig af din sag – men kan sende dig videre til hovedarrangørgruppen, hvis du ønsker det.
  • Uden for Fastaval kan du kontakte Fastavals SAFEMAIL
    Henvendelser på Safemailen vil i første omgang blive håndteret af Hovedarrangørgruppen. Alea sidder også med på mailen, og kan informere Hovedarrangørgruppe om forudgående historik hvis relevant.


Alea er ’endestationen’

Hvis din sag ikke umiddelbart kan løses af Fastavals hovedarrangørgruppe, eller din sag har kørt i mere end et år, overgår den til Aleas bestyrelse. Det gør vi for at sikre, du ikke skal begynde forfra, med en ny hovedarrangørgruppe. Aleas bestyrelse er valgt for flere år, og der vil altid sidde mindst et bestyrelsesmedlem, der kender din sag.

Du kan altid vælge Alea

Du kan til enhver tid, også under Fastaval, vælge, at det er Alea, der skal behandle din sag. Brug safemailen eller skriv direkte til Aleas bestyrelse her

 

SÅDAN BEHANDLES DIN SAG I ALEAS BESTYRELSE 

Handlingsplan

Når du skriver til Aleas bestyrelse (eller din sag videregives fra Fastavals hovedarrangørgruppe til Aleas bestyrelse), får du en dato for, hvornår din sag bliver behandlet. Det sker senest på næste bestyrelsesmøde. Aleas bestyrelse mødes hver måned, men hvis sagen er akut, mødes vi ekstraordinært. Efter mødet får du en handlingsplan, så du ved, hvad der kommer til at ske. 

Fortrolighed

Aleas bestyrelse består af frivillige mennesker og er derfor ikke underlagt tavshedspligt i en lovgivningsmæssig forstand. Men de arbejder altid ud fra et princip om at ALLE personsager og konflikter behandles fortroligt.

Det betyder at vi ikke fortæller udefrakommende om, hvem der har henvendt sig til os. I tilfælde af anklager mod navngivne personer, vil vi som udgangspunkt høre begge parter og om nødvendigt også eventuelle vidner i sagen. Dette skridt er nødvendigt for, at vi kan træffe en beslutning på et ordentligt grundlag.

Aleas bestyrelse kommenterer ikke personsager offentlig, men vi forbeholder os retten til at underrette årets general. 

Fortrolighedsprincippet gør også, at du ikke kan forvente særlig indsigt i håndteringen/resultatet af en sag – heller ikke, hvis det er en, du som tredjeperson indberetter.

OBS: I sager om grove lovovertrædelser og personfarlige handlinger, kan vi blive nød til at involvere myndighederne.

Risikovurdering

Når bestyrelsen håndterer en personsag, laver vi en risikovurdering på den person, du har henvendt dig om. Vi vurderer, om det er sandsynligt, personen vil gentage sin uønskede handling på Fastaval. Vi ser blandt andet på:

  • Er der en straffesag i gang på sagen, eller ligger der en afgørelse fra en domstol?
  • Har personen en historik for at opføre sig som anmeldt? 
  • Alvorsgraden af, hvad du har oplevet eller er bange for kan ske.
  • Ønske om at indgå i dialog og finde en løsning (såsom at deltage i konfliktmægling, se nedenfor)

Vi ser det som skærpende omstændigheder, når en arrangør er trådt over stregen, eller hvis en mindreårig person er involveret. 

Vores beslutning

Når der er truffet en afgørelse i den personsag, du er involveret i, vil du modtage en skriftlig besked om Aleas beslutning.

Konfliktmægling

Med mindre der er tale om en meget alvorlig sag, vil Aleas bestyrelse tilbyde konfliktmægling i sagen og forsøge at bidrage til en løsning, hvor begge partere kan være på Fastaval under trygge rammer.  Her har både du og den anden part ret til en bisidder eller en stedfortræder.
Et eventuelt konfliktmæglingsmøde kan både foregå fysisk eller digitalt.

Hvis Aleas bestyrelse vurderer, at en person udviser en risikoadfærd, der gør vedkommende uønsket på Fastaval, vil du og vedkommende begge få skriftlig besked derom. Der kan blive tale om, at vedkommende bortvises i en årrække, eller at personen kun er velkommen under særlige omstændigheder. Det kan eksempelvis tænkes at vedkommende gerne må deltage, men ikke må drikke alkohol. Eller at vedkommende må deltage, men ikke kan have en arrangørpost eller opholde sig i bestemte områder.

Aleas beslutninger om ekskludering eller skærpet deltagelse på Fastaval som følge af en personsag varer som maximum tre år. Herefter kan sagen tages op igen, hvis du som involveret part ønsker det. Det sker ved at du sender en mail til Alea, hvorefter risikovurderingen bliver genbesøgt.

Mangel på overholdelse af deltagelse på særlige omstændigheder vil lede til bortvisning fra Fastaval i tre år eller mere.

Hvor længe gemmer vi din sag? 

Så længe vi vurderer det nødvendigt. Personfølsomme oplysninger og dokumenter i forbindelse med personsager bliver opbevaret i overensstemmelse med GDPR-reglerne. Alea kan kontaktes hvis, du ønsker oplyst, hvad vi har på en given sag, du er involveret i.

ONLINE DEBATTER

Vi ser af og til sager på Facebook eller andre sociale medier, der medfører en passioneret diskussion. Som udgangspunkt kan du ikke regne med, at Alea eller hovedarrangørerne følger med eller er forpligtet til at tage offentligt standpunkt i disse situationer. Det skyldes især, at nogle af disse diskussioner ender i personsager, der skal behandles af Alea. Håndteringen af disse sager er fortrolig, og her er det vigtigt, Alea er objektive. Det er derfor uhensigtsmæssigt, hvis bestyrelsen allerede er en del af den offentlige debat.