af Henrik Sterndorff Jessen

Weeds - Logo v2

Alt ånder fred og idyl i bedstemors lille prydhave. Børnebørnene elsker at tumle rundt på den nyslåede græsplæne. Du spiller skvalderkål, der skal konkurrere med bjørneklo, kørvel og andet ukrudt for at overtage haven. Formålet med spillet er at vokse mest muligt på de helt rigtige steder, så både bedste, børnebørn og modstanderne flytter ud.

Foromtale

  • Tid: 45-60 min
  • Spillere: 2 eller 4 (2 mod 2). Bedst med 4.
  • Sprog: English

Skvalderkål spilles enten én mod én eller i hold to mod to. Ud fra et marked på 4 kort vælger spillerne på skift et kort med en Tetris figur og tegner denne i den fælles have. Den sidste spiller, eller det sidste hold, der kan tegne en figur vinder.

I starten af spillet bliver der trukket 6 evner, der snyder med placeringsreglerne. I løbet af spillet kan du 3 gange på holdets vegne tage en evne. Vælger du for tidligt så udnyttes evnen måske ikke optimalt. Vælger du for sent så har modstanderen nok allerede snuppet den.

Undervejs samler man vandkander op, der giver mulighed for nye kort at vælge imellem. Men brug dem varsomt, for de kan også give modstanderen nye muligheder.

Alle kæmper om pladsen på et fælles bræt, hvilket giver en meget høj grad af spillerinteraktion. 2v2 versionen lægger op til diskussion hen over bordet om hvem, der skal ofre sig for holdet og blokere modstanderen. Alliancerne er allerede lagt – nu opfordres der til, at det bliver personligt.

Lyder simpelt? Det er det også. Men hvis du ikke koordinerer angrebene med din makker og vælger dine evner rigtigt, så bliver du hurtigt lukket inde. Og så er det op til din makker at blive ”last plant standing”.

 

Om designeren

Som de fleste af jer, der læser dette, er jeg passioneret brætspiller gennem mange år. Med en teknisk baggrund har den store opfindsomhed i mekanismer og balancering altid forundret og fascineret mig. Jeg foretrækker at spille timelange eurogames uden tilfældighed og uden unødvendig spiller interaktion. Derfor har jeg lavet et 45 minutters flip-and-write med masser af fjol og snak over bordet. Og så er dette min første gang på Fastival. /Henrik.