Du kan bage muffins og du kan stjæle kronjuveler, men kan du stole på nogen? Naturligvis ikke.
Som del af det lyssky muffinlaug Illumuffinati, har du stjålet rigets kronjuveler. Kan du bluffe, lyve, bage og bestikke dig ud af lovens søgelys, eller ender du i rendestenen uden en krone?
Spillerne indtager rollen som muffinbagere, der mellem hver spillerrunde stjæler en stor bunke kronjuveler. Spillet handler om at gemme disse for den spiller, der påtager sig rollen som betjent, i den pågældende runde. Bestikkelse, bluff og forhandling er alle tilladt, for at manipulere betjenten til enten at gå videre, eller ransage uden grund og betale for alt hvad der ødelægges.
Spillet varer ca. 30-45 minutter, og er meget let at forstå. Spillerne fylder deres butikker med muffins og så mange kronjuveler som de tør. Selvsagt er guld mere værdifuld en muffins, men kun så længe politiet ikke ransager butikken, så der er højt til loftet, i forhold til at løbe store risici for stor gevinst.

Stikord:
Mekanikker: Card Management / Bluff / Negotiation
Tema/kategori: Bluffing Card Game

Om designeren: Peter arbejder til hverdag med uddannelse og arbejdsmiljø i det offentlige. Han spiller oftest spil han aldrig har prøvet før, for at have en god undskyldning for at tabe. Derudover er han forfalden til små æsker og flotte illustrationer, samt spil der fortæller historier uden at bruge tekst.

Peter prøvede at snige sig med til Fastaval i 2018 med en Cards Against Humanity klon, men har siden fået behandling og får nu op til flere selvstændige ideer om måneden.