White Buffalo (Bisonspillet) er en episk deckbuilder om prærieindianernes guldalder på sletterne i Nordamerika ca. 1700-1875. Du skal mestre brugen af heste og jage de store bisonhjorder, følge hjorderne på deres vandringer, samt udvide din stamme og dens indflydelse i konkurrence med andre stammer, imens du må imødegå de store udfordringer foranlediget af ekspansionen mod vest – nybyggere, jernbaner og den amerikanske regerings krav om traktater.

  • Varighed: 90 min (inkl. regler)

  • Antal spillere: 2-4

  • Sprog: Engelsk

Foromtale

I White Buffalo tager du rollen som een af de indfødte stammer på prærien, såsom Crow, Apache, Comanche, Cheyenne eller Arapaho-stammen. Igennem 5 runder spiller du kort for at flytte din stamme imellem de 10 territorier på spillepladen, jage bisonhjorder og udvide din stamme og dens indflydelse. For at vinde, må du opbygge den stamme der har flest forskellige symboler på dine tipi-kort, når spillet slutter.

I spillets tidlige fase er der frit spil på prærien og masser af bison, men snart mødes stammerne af alvorlige udfordringer fra ekspansionen mod vest af nybyggere, jernbane-kompagnier og den amerikanske regerings krav om traktater, som ikke alene gør livet vanskeligt og beslutningerne sværere, men ultimativt også truer med at udrydde bisonhjorderne og dermed stammernes livsgrundlag og nomadiske kultur.

Bisonjagten giver dig mulighed for at tilføje nye tipi-kort til din stamme, samt brødføde dit folk, hvilket optjener en indflydelses-bonus, der kan bruges til at købe nye kort til dit deck. Vælger du at købe magtfulde jagtkort der giver dig flere bison når du jager, eller hestekort, der giver dig fleksibilitet til at bevæge dig hvor du ønsker det? Vælger du kort der booster din indflydelse og giver flere magtfulde kort tidligere? Går du efter at få flere tipi-kort i et hurtigt rush? Accepterer du de uundgåelige traktater, eller går du efter en mere militant strategi, hvor du rydder ud i dit deck og angriber ranches, jernbaner og militære outposts?

White Buffalo er en klassisk deckbuilder og tilføjer samtidig sine egne twists, herunder en pose, hvorfra der under jagten trækkes farvede cubes, samt bisonhjordernes bevægelser efter hver jagt, der foretages som når man flyttter kuglerne i et spil Kalaha. Spillets episke historiske fortælling om udryddelsen af bison og undergangen af den kultur, der var afhængig af den, kan mærkes når man spiller spillet. Man får også en ærefrygt over prærieindianernes store bedrifter – deres mestring af heste, bisonjagten og deres nomadiske livsform i en tid med store forandringer.

Om designeren

Morten Blaabjerg (født 1973) har lavet spil hele sit liv, fra computerspil i BASIC som dreng til Call of Cthulhu-scenarier og historiske Civilization II-scenarier. I 2018 forlod han sit faste job og faste indtægt som historie- og medielærer for at genfinde den kreative åre i sit liv igen. Siden da har hans hovedfokus været på at skabe historiske spil i verdensklasse. Morten elsker at spille spil som f.eks. Lost Ruins of Arnak, Great Western Trail og Splendor.