af Eva Mærsk, Ozzy Askham og Martin Engelbæk
Et år i hovedbestyrelsen i Bifrost kan få det værste – og det bedste – frem i alle. Budgetter, personsager og ringe senge i ildelugtende spejderhytter kan suge både ideologien og energien ud af enhver. Når foreningsåret slutter på generalforsamlingen, så er spørgsmålet: Hvem bliver genvalgt? Og hvem slipper ud?
Spillere: 4
Spilledere: 1
Samlet tidsforbrug: 2 timer
Sprog: Dansk
Aldersgrænse: 13+
Læsemængde: Ca 2 siders rolle og forberedelsesmateriale. Begge dele bliver tilgængelige som lydfiler.
Dette er et scenarie, som fejrer alt det fantastiske og absurde ved at lave frivilligt bestyrelsesarbejde.
Hvem tæller stemmer? Hvem flirter? Hvor vigtig kan en vedtægt egentligt være? Og er de geografiske kulturforskelle i foreningsdanmark bare alt for store, til at vi overhovedet skal have en landsforening?
Scenariet fortæller fire hovedbestyrelsesmedlemmers historie igennem et år i Landsforeningen Bifrost med fire møder og den afsluttende generalforsamling. På hvert møde skal der diskuteres temaer fra foreningslivet med mulighed for at rangere stemningen fra det komiske til det helt tørt politisk korrekte.
Spillerne udvælger selv temaerne, som de vil debattere og bygge historien op omkring, ud fra et prædefineret sæt af ”memes”, som illustrerer forskellige debatter og emner som rør sig i miljøet.
- Foreningsliv
- Humor
- Debat
Content notes
Det er ikke nødvendigt at have kendskab til Bifrost på forhånd. Spillerne vil få en guide til både foreningsliv og Bifrost, samt et cheatsheet som kan bruges under scenariet.
Spillertype:
Spillere som kan lide at skabe komik og debat om både stort og småt, med mulighed for at trække på egne erfaringer i foreningslivet. Du skal ikke kunne råbe højt, men være glad for at improvisere debatter og lege ‘djævelens advokat’. Som spiller er det ikke nødvendigt at kende meget til Bifrost på forhånd, men hvis du har en idé om hvad en generalforsamling er, eller har været med til et møde i en forening, så kan du være sikker på at du er godt med.
Spilledertype:
En spilleder som kan styre i et møde og synes det er sjovt at agere generalsekretær. Dette indebærer at holde styr på tid baseret på den udleverede tidsplan, vejlede spillerne i brug af mekanikkerne, og afslutte/afrunde debatter.
