af Magnus Hegaard

En blodig borgerkrig hærger renæssance-riget Drada, og tvinger mange på flugt. Scenariet følger en lille gruppe flygtninge, på den svære men også tankevækkende rejse gennem deres krigshærgede land, mod et bedre sted de forhåbentlig en dag kan kalde hjem.

Spillere: 3-4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 5 timer

Sprog: Dansk/Engelsk

Aldersgrænse: 13+

Læsemængde: 2 sider. Rollerne vil også findes som lydfil

Et scenarie om at leve på flugt, om de mennesker man møder på vejen, om de ting man efterlader undervejs, om fællesskab mellem fremmede, og om rejsen mod et bedre sted.

”Vandrerne fra Drada” er et drama/adventure-scenarie om at være flygtning, rammesat af en genkendelig verden inspireret af nordiske folkeeventyr. Fortællingen blander flygtningetilværelsens mørke, tragedie og realisme med hjertevarme, eventyrlighed og en underliggende håbefuldhed.
Scenariets fortælling følger en lille gruppe flygtninge, og deres rejse gennem deres krigshærgede kongerige, Drada, både i de mange stille og dvælende stunder på vejen og omkring lejrbålet, og i de dramatiske øjeblikke hvor alt er på spil.


Scenariet følger en fast struktur med forudbestemte scener. Indenfor de rammer vil spillerne have rum til at tage fuldt ejerskab over karakterernes udvikling og følelsesmæssige rejse gennem fortællingen.

Content notes

Vold, diskrimination, tab af nære familiemedlemmer.

Spillertype:

Du vil udforske livet på flugt, og er til en jordnær og karakterfokuseret historie, hvor rejsen er vigtigere end målet, og hvor der dvæles ved de små glæder og store sorger i tilværelsen.

Spilledertype:

Du har lyst til at stille eftertænksomme spørgsmål, klippe så dvælende scener ikke trækker i langdrag, og spille enkelte bipersoner. Scenerne er fastlagte, og giver dig en solid ramme, du kan læne dig op ad, men giver også plads til at du kan sætte dit eget præg på stemning, beskrivelser og bipersoner.