af Troels Ken Pedersen

Eventyrerne har fundet skatten, men slipper kun levende ud af dungeonen, hvis de sammen kan lave den lækreste mad ud af monstre. Bon Appétit!

Spillere: 3-4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 2 timer

Sprog: Dansk/Engelsk

Aldersgrænse: 13+

Læsemængde: 1-7 (meget læses op af nogen, ikke nødvendigvis alle)

Eventyrerne har tilkæmpet sig den gale ærkemagers skat, men kan ikke komme ud af dungeonen, fordi dragen uventet vendte tilbage til indgangen. Nu sulter de! Deres eneste chance for at overleve er at tilberede et festmåltid af uhyrerne i dungeonen, som kan give dem styrke og mod til at slippe ud.

I Dungeon Cuisine skal en håndfuld eventyrere dræbe absurde D&D-monstre og tilberede fancy mad af dem ud fra opskrifter i den gale ærkemagers kogebog. Det sker gennem en blanding af fortællespil (indsamling og tilberedning) og karakterspil (valg af opskrifter, bedømmelse af maden som var det et show).

Dungeon Cuisine er en komedie, der leger med kombinationen af dungeon-stereotyper og madlavningsprogram-æstetik. Det er også en historie om madmod og fællesskab, om at det at vove sig ud i at spise ny og usædvanlig mad kan være et eventyr. Specielt når vi gør det sammen.

Content notes

Jagt, tilberedning af kød

Spillertype:

Du kan sige ja til én eller flere af følgende: Du har rare følelser omkring D&D, du synes at bagedysten eller andre madlavningsprogrammer er sjove, du er glad for anime-serien Delicious in Dungeon, du er eventyrlysten omkring mad.

Desuden kan du leve med ikke at rulle terninger.

Spilledertype:

Du byder spillerne ind i dit eventyrlige dungeon-køkken og sætter rammen om deres kulinariske udfoldelser. Du lokker fortællespillet ud af spillerne med velplacerede spørgsmål og træder ind, hvis kokkene mister overblikket over tiden.