Kom og lav dit helt eget brætspil på Fastaval!

Du får udleveret en bunke brætspilskomponenter fra allerede udgivne brætspil, og opgaven består i, at finde på helt nye spilleregler med komponenterne, og således skabe dit helt eget, nye brætspil.

Vi har et afsides og dedikeret lokale til rådighed, hvor der er åbent for løbende sparring, spiltest og hjælp blandt alle deltagere. En stor del af Game Rush, er netop denne sparring og løbende feedback, som er uvurdérlig, når man laver brætspil.

Game Rush starter onsdag aften med en introduktion, så man kommer godt igang, og slutter fredag aften, hvor hver deltager (eller hold) får ca. 10 minutter, til at pitche sit spil for et dommerpanel.

Efterfølgende voterer dommerne og finder en vinder, som annonceres og får overrakt “Ægget” (symbol på et spirende talent) til den store Ottofest om søndagen. Spillet får desuden en automatisk plads i “den store” brætspilsdesignkonkurrence på Fastaval, og kan derfor året efter, potentielt være med i konkurrencen om Brætspilsottoerne, hvis designeren ønsker det.

Det sagt, så har Game Rush hovedsageligt fokus på kreativ frihed, og det at være i et sikkert og lærerigt miljø, hvor man kan prøve sig selv af. Her er det altså ikke blot helt i orden – men forventeligt – at man fejler sig til succes.

Jeg glæder mig helt vildt meget til at se jeres påfund i år!

Mvh. Mads Fløe
Arrangør af Game Rush

Krav til deltagere: Du skal kunne være til stede under opstart og afslutningen på Game Rush.

Maximum: 16 deltagere/hold

Tidspunkter: Onsdag kl. 20.00-22.00 (opstart) + Fredag 19.00-22.00 (afslutning)

Pris: Gratis

Forløb:
Onsdag d. 27. marts kl. 20.00 – 22.00
→ Intro med vejledning til at komme i gang (obligatorisk deltagelse).

Torsdag d. 28. marts
→ Frit arbejde med spillene. Man mødes løbende hele dagen og arbejder, og hjælper med at spilteste hinandens spil, giver/modtager feedback, søger hjælp og får vejledning etc.

Fredag d. 29. marts
→ Deadline & præsentation af spil for dommerpanel (obligatorisk deltagelse).
Alle deltagere /hold får 10 minutter til at pitche/præsentere sit spil for dommerpanelet, som i år bla. består af Rita Modl & Erik Andersson Sundén  

Søndag d. 31. marts
→ Her afsløres vinderen af konkurrencen, som modtager “Ægget” (symbol på et spirende talent), til den store Ottofest. Sammen med prisen, får man også automatisk en adgangsbillet til at deltage i “den store” brætspilsdesignkonkurrence på Fastaval i 2023.