Hvad er Fastavalrollespil?

Rollespil er en kerneaktivitet på Fastaval og kongressen har en helt unik tradition, for at skrive og designe rollespil. Et rollespil på Fastaval bliver oftest kaldt for et scenarie. Et fastavalscenarie er kendetegnet ved, at det er en nedskreven rollespilsoplevelse for 2+ deltagere, der for det meste varer det mellem 2-6 timer.

Fastavalscenarier er ikke bundet af specielle genrer, systemer eller formater. Det betyder på ingen måde, at der ikke er plads til systemrollespil og terningrul på Fastaval, men som forfatter skal du forberede dig på, at folk helst skal kunne deltage i dit scenarie, uden forberedelse eller kendskab til et bestemt system, en bestemt rollespilsverden eller en bestemt genre.

De fleste Fastaval scenarier er table top rollespil, men vi vil også meget gerne have liverollespil på programmet! Fastaval liverollespil kan være minimalistisk uden brug af kostumer eller rekvisitter, men hvis du har vilde ideer så snak med os om hvad der er muligt. Rekvisitter eller andet udstyr er som udgangspunkt noget du selv skal skaffe.

Rollespil på Fastaval har en enorm diversitet både i udformning og indhold og Fastaval er et godt sted at lave rollespil, hvis du har lyst til at eksperimentere lidt med rollespil som medie, men vi vil også rigtig gerne have klassisk systemrollespil.

Scenarierne kan både være gravalvorlige, fantasyfyldte eller action-eventyrkommedier og her er plads til alt fra Call of Cthulhu, investigation, kærlighedsfortællinger, surrealisme og historisk drama.

 

Scroll ned for at læse mere om synopser og hvordan du bliver scenarieforfatter

Scenarieforfatter i 2027

Hvis du vil skrive et scenarie til næste års Fastaval, skal du senest den 28. August 2026 indsende en synopsis til scenarieansvarlige@fastaval.dk.

En synopsis er en kort tekst på 1-2 sider, der opridser scenariets historie, struktur og særtræk. Synopsen er det sted, hvor du forklarer os hvad spillerne vil få for en oplevelse og hvorfor det bliver fedt at spille. Det er ud fra synopsen at vi udvælger hvilke scenarier der skal med på næste års Fastaval. Læs mere om synopsisskrivning længere nede på denne side. 

Workshops inden deadline og synopsissparring

I løbet af sommeren vil de scenarieansvarlige afholde en række workshops, som behandler forskellige dele af det at skrive scenarier og processen omkring. Dette er både for nye og erfarene forfattere. 

I år afholder vi en ide-workshop onsdag d. 24 juni og en synopsis-workshops tirsdag d. 11 august. Alle workshop vil blive afholdt online på Fastavals Discord-server.

Hvis du aldrig har skrevet scenarie til Fastaval før, vil vi gerne hjælpe dig med en synopsissparringspartner – en person som kender formatet godt og som vil hjælpe dig med at formulere din idé bedst muligt. Kontakt de scenarieansvarlige på mail for at høre mere. 

Deadlines
 
Synopserne skal sendes til de scenarieansvarlige Mads L. Brynnum og Nicolai Strøm
Steffensen på mailadressen: scenarieansvarlige@fastaval.dk senest fredag den 28. august 2026 kl. 23.59.

Vi sender svar tilbage i første halvdel af september. Kort tid efter præsenterer vi feltet på Fastaval.dk.

De færdige scenarier skal afleveres på mail til de scenarieansvarlige senest den 24. januar 2027 kl. 23.59 


De scenarieansvarlige for Fastaval 2027 og 2028

Nicolai Steffensen
Nicolai Strøm Steffensen
Mads Brynnum
Mads L. Brynnum

Nicolai har siden han første gang var på Fastaval i forbindelse med et år på Østerskov været forelsket i scenarierne og miljøet omkring dem. Ofte foretrækker han at være spilleder fremfor spiller og se en fortælling udfolde sig i spillokalet. Han har skrevet et enkelt scenarie, været Otto-dommer tre gange og en enkelt gang været en del af æresotto juryen. Uden for Fastaval bruger han en masse energi på Blackbox Cph hvor han bl.a. nørder med lyd, lys og andet teknik.

Mads har skrevet scenarier til Fastaval siden engang i sluthalvfemserne – blandt andet som en del af forfattergruppen Absurth. De har handlet om ædle riddere, vampyrjægere, jul, fascistiske rum-soldater, forsmåelse og meget andet. Han har også designet brætspil til Fastaval, været Otto-konferiencer og haft tre runder som som scenariedommer. Når han ikke laver Fastaval designer han brætspil, skubber rundt på Warhammer-dukker og skriver bøger.

Du kan altid komme i kontakt med os på scenarieansvarlige@fastaval.dk