Fastavals hovedarrangørgruppe er det bærende element for hver enkelt Fastaval.
De fungerer som tovholdere på alle Fastavals andre arrangørområder og tager både praktiske beslutninger omkring pris og lokationer, men skal også være visionære på kongressens vegne.
Arrangørgruppen ledes af Generalen, som udpeger de øvrige medlemmer. Selv bliver Generalen udpeget af Aleas bestyrelse, som igen bliver udpeget af en general forsamlingen. Typisk sammensættes gruppen lige inden eller efter Fastaval og arbejder derfra fremefter, for at skabe næste Fastaval. Ofte vil Generalen blive annonceret på Fastaval, året inden vedkommende skal være General.
Hvert år udarbejder hovedarrangørerne visioner for det kommende Fastaval. Her kan du læse om dette års udgave.
Her kan du møde hovedarrangørerne til Fastaval. De afholder online møder cirka hver anden uge året rundt og mødes til tre arrangørweekender, hvor vigtigere emner diskuteres.
De forskellige medlemmer af gruppen har hver især nogle områder, som de er ansvarlige for. Her på siden kan du se, hvem der er ansvarlig for hvad, samt finde kontaktinformation på medlemmerne.
Hvis du har input til hovedarrangørerne, er du altid velkommen til at sende en mail. Hvis du er i tvivl om, hvem du skal skrive til, eller bare gerne vil i kontakt med gruppen som helhed, kan du skrive til fastaval@fastaval.dk.
Fastavals hovedarrangører 2027
General Mikkel Bistrup Andersen
mikkel@fastaval.dk general@fastaval.dk
Lokation, Scenarieansvarlig + forfattere, Spillederansvarlig, Holdlægning, Dommer – scenarie, Spilstart, Brug af skolen & Opsætning/nedpilning, Overnatning, Økonomi, Indkøb & Transport, Kontakt til ekstern samarbejdspartner, Spilstart
Mikkel har været en del af Fastaval siden 2018, hvor han startede som hjælper på opsætningen, og siden er det bare gået én vej. Han har været scenarieforfatter, ungdomsansvarlig, hovedarrangør og general, og har efterhånden set Fastaval fra de fleste vinkler.
I 2026 lå Mikkels fokus et sted, de færreste deltagere lægger mærke til: de interne processer, arbejdsgangene og alt det usynlige arbejde, der skal fungere, for at Fastaval kan føles let og selvfølgelig for alle andre. Det er et arbejde, han holder meget af, for jo bedre arrangørerne har det, jo bedre en Fastaval bliver det for deltagerne.
Maj Godsk Kondrup
Kontakt: maj@fastaval.dk
Kiosk, Bar, Genkrus, Ottos stue, Receptioner, Tryghed & Tryghedsvært, Levnedsmiddel (fødevare hygiejne), Arrangørkærlighed, Læser af safe-mail
At lave Fastaval er noget vi gør sammen. Dette kom hurtigt til at stå tydeligt for Maj, da rejsen som frivillig til Fastaval for mange år siden startede. Sidenhen har Maj meget været en del af det praktiske, med at gå til hånde i køkken og opvasken. De seneste to år har det været som en del af hovedarrangørgruppen. Et frivilligt arbejde som er spændende, alsidigt og på så mange måder lærerigt. Samt noget af det fedeste at se så mange deltagere få en masse gode oplevelser med sig hjem.
Selina Foli-Andersen
Kontakt: selina@fastaval.dk
Æresotto, Arrangørloungen, Heltestyrken, Ungdom og Efterskolerne, DirtBuster, Ottofest, Arrangørkærlighed, Tilgængelighed, Læser af safe-mail
2027 bliver Selina’s fjerde år på Fastaval. Som ny og ung, blev hun inspireret af det levende og omfavnende miljø som Fastaval var for hende, og på hendes andet år gik hun særligt ind i det som en af de ungdomsansvarlige. Selina elsker måden at Fastaval tillader en at afprøve dine grænser og forbedre dig som person, gennem det sociale sted som Fastaval er, og igennem de intense følelser som man kan få af brætspillene og scenarierne. Men vigtigst for hende er at det hele kan foregå på en tryg og fed måde, så alle kan være med.
Selina håber også at hun kan nå at spille et par scenarier og klemme både et brætspil og en kop kakao ind, når hun ikke går med det orange bånd.
Ingrid Kaaber Pors
Kontakt: ingrid@fastaval.dk
Infoen, SoMe/Kommunikation, Brætspilsdesignansvarlig + designere, Dommer – brætspil, Regelformidleransvarlig, Køkken, Madudlevering, Morgenmad, Opvask
Ingrid har været med på Fastavaleventyret siden 2019, og fællesskabet, der tog imod hende dengang, har hun lige siden haft lyst til at give tilbage til. Som scenarieforfatter, ungdomsansvarlig, ansvarlig for scenariekonkurrencen, hovedarrangør og meget mere har hun efterhånden lagt kræfter mange steder i festivalen.
I 2027 glæder Ingrid sig til at kaste sig over infoen, brætspillene og køkkenet, tre områder, hvor man for alvor mærker, hvordan Fastaval hænger sammen i hverdagen.
For Ingrid er Fastaval stadig først og fremmest nørdejul, dér hvor fællesskaber fra hele landet samler sig og bliver til ét, i et sprudlende virvar af scenarier, brætspil, minder og grin, der tilsammen bliver til årets nørdefest.
Jost L. Hansen
Kontakt: jost@fastaval.dk
Super Søndag, Game Rush, Æresgæst, PR og Presse, Overlevering, Synopseakademiet, FTTF (Fastaval-translator-task-force), Wear, TV
Jost var på sin første Fastaval i 1993 og forelskede sig hovedkuls i kongressen og har siden 1996 været en del af holdet bag kulisserne som scenarieforfatter, arrangør og/eller brætspilsdesigner.
Fastaval er for Jost det sted hvor miljøet samles og nye og gamle venner mødes og til stadighed forbløffes over hvad vores medier kan.
I 2026 vendte Jost tilbage til hovedarrangørgruppen efter en pause siden 2012. Han havde glemt hvor fedt han synes det var, så nu tager et år mere og bygger videre på de nye efaringer.
Når Jost ikke arrangerer Fastaval, så arbejder han på en brætspilscafé i København, og har et hobbyprojekt som fotograf til bla. livescenarier og andre rollespilskongresser. Derudover er han medvært på en filmpodcast.
Stik Jost en kat og du har pacificeret ham i adskillige timer.
Torbjørn Erik Japp
Kontakt: Kommer snart
Tilgængelighed, Otto-produktion, Streaming (under Ottoshow), Streaming (under Fastaval), International, AV & Tech, El, Miljø/affaldshåndtering – sortering, Brætspilscafé, Kaffekro
Siden han først var på Fastaval i 2022 har Torbjørn gjort det til en slags personlig mission, at være arrangør på en bred skare af områder. Nu kan han lægge hovedarrangør til den liste, men han har også været en lille del af Kaffekroen, Kiosken, Ottoshowet, Opsætning og Nedpilning, været forfatter, Æresottodommer og fotograf, og mere til. Han håber derfor på at bruge alle de mange forskellige perspektiver på at hjælpe alle de områder, der gør Fastaval til Fastaval.
Ud over det er Torbjørn også hovedarrangørgruppens udenrigskorrespondent. Til daglig bor han langt oppe nordpå i Norge, men et par (tusinde) kilometer skal ikke stoppe ham fra at arrangere et fedt Fastaval!
Mads Heimdal Thy
Kontakt: mads@fastaval.dk
Butikker, FastaQuests, Fastaval Junior, Sildesalat, Fastafamily, Grafik, Sponsor, Fastaval IT, Madleverandør
Mads’ Fastaval rejse begyndte i 2018, og siden da har han været en fast del af fællesskabet både som passioneret liverollespiller og frivillig på IT-fronten, hvor han har været med til at styrke kongressens digitale fundament. For ham er Fastaval meget mere end kode; det er et samlingspunkt for spilleglæde og gode oplevelser på tværs af generationer, hvor både han og familien deltager hvert år. Mads brænder for at skabe et trygt og inkluderende Fastaval, hvor der er plads til alle uanset om du er hardcore nørd eller bare er med for hyggen. Som en af årets hovedarrangører glæder han sig til at samle gamle og nye ansigter og sørge for, at vi sammen får endnu en legendarisk kongres!
