En gruppe rumsoldater udforsker et nødsignal fra Mars, og snart står de ansigt til ansigt med en horde af skeletter der kun vil én ting: at dræbe alle. Et fortællescenarie om overdreven vold og benhård metal.
Spillere: 3-5
Spilledere: 1
Samlet tidsforbrug: 2 timer
Sprog: Dansk/Engelsk
Aldersgrænse: 13+
Læsemængde: Bittesmå roller og et hjælpeark
På den røde planet Mars, i stridsguden Ares’ tempel, danser en hær af skeletter en voldsmosh til tunge metalriffs. Et rumskib fyldt med nedslåede og rasende soldater nærmer sig, sendt af firmastaten for at undersøge et mystisk signal fra dybet og maksimere profit. Fra en højtaler påpeger Jakkesættet at Heavy Metal er strengt forbudt.
Det er blot nogle af rollerne du kommer til at spille i Skeletter på Mars, en stenet action-komedie om vold, fjollede skeletter, og tung rasen mod firmaet der har forseglet soldaternes skæbne. Det involverer fortællespil, hvor man løbende skifter mellem mange roller i et stramt rammesat scenarie.
Scenariet er en hyldest til benhård stoner-metal, og føles som at gennemspille en episk musikvideo.
Metal
Fortællespil
Sci-Fi
Content notes
Scenariet har et overdrevet tegneserieagtigt forhold til vold, og en lemfældig omgang med psykedeliske stoffer.
Spillertype:
Du elsker at finde på blodige action-sekvenser og fjollede one-liners, og har det fint med luftguitar og djævlehorn.
Spilledertype:
Du har det fint med en lettere tilbagelænet facilitatorrolle, hvor du stiller spørgsmål en gang imellem for at holde spillet i gang.