Frosten

Vi er i Leningrad i Sovjetunionen, vinteren 1942-43. Den tyske belejring af byen har varet i over et år. Alle byens træer er for længst blevet fældet og brændt for at skaffe varme. Der er næsten ingen mad tilbage. Og en uhyggelig sygdom breder sig i byen.

En lille gruppe børn bliver sendt af sted af deres lærer til lærerens gamle kollektivlandbrug, hvor kuren til sygdommen måske kan findes i det gamle, aflåste kapel.

Men først skal børnene forbi fjendens linjer. Ude i skovene venter kulde og mørke og tyske soldater. Og værre ting.

Scenariet har et simpelt system med enkelte terningerul undervejs, mens vi sammen fortæller historien om børnenes mission. Scenariet indeholder overnaturlig horror og uhygge, og det bliver farligt for din spilperson.

Du behøver ikke vide noget særligt om Sovjetunionen eller 2. Verdenskrig for at være med.

Hvad Boksen Gemte

I kælderen bag den store dør til Boksen over alle bokse høres lyden af to stemmer sagte mellem de tykke stenmure:

Bernardo: Tror du rygterne taler sandt, señor Anselmo?

Anselmo: Hvilke rygter, discipel?

Bernardo: At Inkvisitor Herris er død? Og at oprørerne og de forbandede magikere har slået sig sammen, og at de har mægtige og frygtelige kræfter, der kan bryde selv den mest uovervindelige port…

Anselmo: Frygt ikke alle de rygter, Bernardo. Alt hvad du har hørt om Hjertesten-magikere og deres frygtelige kræfter er kun sagn om gamle dage. Kirken står stærkere end den nogensinde har gjort. Og jeg gentager lige endnu en gang: Ingen – INGEN! – trænger ind i boksen over alle bokse. Vi ER i sikkerhed her.

Bernardo: Men señor, der er nogen ved døren, og de ser ud til at have brudt igennem første lag.

Anselmo: Hvad siger du?! Det er umuligt! Hent de andre, dreng, nu, nu, NUUUUUU!

“Hvad Boksen Gemte” er anden del af “To sider af samme sag”, som kørte på Fastaval Junior i 2023. Du behøver ikke at have spillet første del for at kunne spille “Hvad Boksen Gemte”.

Mysteriet om den Hjemsøgte Herregård

Byen Willow Creek ligger på kanten af den store skov, hvor legenderne fortæller, at der ligger en hjemsøgt herregård.

Rygterne siger, at den familie, som engang boede på herregården, på mystisk vis forsvandt en dag og aldrig blev fundet igen. Rygterne siger også, at folk som forvilder sig ind i herregården, aldrig kommer ud derfra igen. Derfor tør ingen nærme sig de forladte bygninger dybt inde i skoven – bortset fra en gruppe modige unge eventyrere, der søger sandheden bag rygterne.

Gruppen af eventyrere skal arbejde sammen for at løse herregårdens forskellige gåder, afsløre hemmelighederne om herregårdens fortid og stå ansigt til ansigt med hvad det end er, som lurer derinde i mørket.

Blandt Flyvende Føl

I kongeriget bliver al den kongelige post bragt ud af den kongelige posttjenestes pegasusryttere.

Men en pegasus skal trænes fra føl, før vingerne kan bære!

Og derfor træner pegasus og rytter sammen fra små på den kongelige pegasusskole.

Hvert år afsluttes med sommeropvisning for hele kongeriget. Hvem får mon præmien for den bedste præstation i år?

I dette rollespil er I børn, der skal træne jeres snart flyvende føl til engang at kunne blive postheste. Spillet kommmer til at veksle mellem en fortælling, vi skaber sammen, og leg med kæpheste.

Cookie og småfolket

Småfolkene i Stjerneløs er alferne, feerne, tomlingerne og mørkgnomerne. De lever i det store hus, hvor tæpperne er endeløse jagtmarker, sprækkerne i gulvet er dybe kløfter og trappen til 2. sal tager flere dage at bestige.
Hvert år afholdes den store Æggefest, hvor der danses, svanses og alle dyster om at kunne balancere med æg, spise æg, stege æg, finde skjulte æg og meget andet fis og ballade. De voksne drikker æggepunch og deler historier til langt ud på natten.
Men i år er der sket noget forfærdeligt: Landsbyens elskede væddeløbssnegl, Cookie, er forsvundet! Nu er det op til børnene fra Stjerneløs at finde ham – hvis æggefesten skal blive til noget i år.

Eventyret om Månestenen

I spiller troldmanden Merlins fire nye lærlinge, og hans første opgave til jer er at finde og tæmme en Månekat. Tag med på eventyr til det magiske Sommerkongerige, hvor der skal løses opgaver og tænkes kreativt.

I spillet skal I udforske og beskrive verden via en app. Her møder I personer og genstande på jeres vej gennem Sommerkongeriget, og måske vil de hjælpe jer med at finde Månekatten og senere de berømte månesten.Opgaver løses ved at kombinere QR-koder på spillebrættet og på genstande med de personer, vi møder på vores vej.

Bemærk: Spillederen har en tablet med, hvor app’en er på, så I behøver ikke tage noget med selv.

Godmorgen, Babydrager

Arkæologerne har fundet et helt kuld forstenede babydrager i en hule i de norske bjerge. Drageungerne er blevet fragtet til Det Magihistoriske Fælleskab, hvor en gruppe af magihistorikere har fået opgaven om at vække dem til live ved hjælp af forskellige magiske salver og eliksirer.

Til sidst skal den virkelig specielle ceremoni med navngivning af dragerne til, der blandt andet indebærer alfestøv og en særlig trylleformular.

Ud fra dragernes egenskaber, som er kædet sammen med farver, skal I male og pynte små papmache-drager. Det er vigtigt, at I har forklæder med eller tøj, der må males i.

I må gerne tage dragerne med hjem bagefter. Det anbefales at have en papkasse eller lignende med til transport, da de måske ikke når at tørre helt.

Normerne

Nomernes fjender har rottet sig sammen for at stjæle juvelen Nomernes Hjerte. I skal hjælpe hinanden med at bekæmpe fjenderne og besejre deres smadremaskiner, så I kan redde Nomerbyen.

Nomerne er et hurtigt, actionfyldt brætspil, hvor I spiller sammen mod spillet. Hvis I skal vinde, kræver det både taktisk snilde, godt samarbejde og en smule held.

Nomerne er opfundet af Jan Kjær, som også har illustreret og fundet på ideen. Selve spillet er designet af Mads Brynnum, som leder jer trygt igennem de simple regler.

Vi drager ud…

Vi Drager ud på livets vej, vi har et enkelt mål…

Fire Pokemoner har en ret uduelig træner, der slet ikke kan finde ud af at kæmpe med sine Pokemoner. Hans største ønske er at opnå det sagnomspundne Fastaval City Badge, men det kan han kun, hvis de fire Pokemoner hjælper ham og arbejder sammen om at blive et super sejt team. Men pas på, for i kulisserne gemmer Team Rocket sig også, og hvem ved hvilke skurkestreger de pønser på?…

Du kommer til at spille en af de fire Pokemoner træneren har i sin gruppe, og I skal ud og kæmpe imod andre trænere og deres Pokemoner på Fastaval.

Ad Astra

Du vågner pludselig af hypersøvnen.

Alarmerne hyler, lyset pulserer rødt, og der lugter af varmt metal og brændt plastik.

Noget er helt galt!

Du ser rundt på de andre, som også lige er vågnet af dvalen. Alle er forvirrede.

Hvorfor svarer Airia, skibets AI, jer ikke? Hvorfor fixer hendes robotter ikke problemet som sædvanligt?

Hvor er alle de andre?

Og hvordan kommer I ud herfra?

Scenariet er for spillere, som godt kan lide at løse problemer på kreative måder.