af Thilde Maj Holgersen

Et systemløst coming-of-age-scenarie sat i mumiuniverset. En stille, melankolsk fortælling om fire venner og det svære ved at slippe barndommen, når man ikke ved, hvem man bliver bagefter.

Spillere: 4

Spilledere: 1

Samlet tidsforbrug: 4 timer

Sprog: Dansk med engelsk spillermateriale

Aldersgrænse: 15+

Læsemængde: 3 sider. Roller vil være tilgængelige som lydfiler

Fire unge venner tager på en telttur til en lille, forunderlig ø. Det bliver både en ydre og en indre rejse, hvor de konfronteres med det, de hver især kæmper med: forelskelse, lavt selvværd, forventningspres – og frygten for og/eller længslen efter det ukendte på den anden side af skellet mellem barn og voksen.

Men hvad gør man, hvis man ikke føler sig klar til at tage skridtet? Hvad med alt det, man endnu ikke har fået sagt eller gjort? Hvordan håndterer man forandring, når man er bange for at give slip på noget, man aldrig får igen?

Der er intet bombastisk plot, episk drama eller action. I stedet får du en stille fortælling om selvrefleksion, venskab, valg og alt det, der kan være så svært at sige.

Det er ikke det søde og nuttede mumiunivers, men det melankolske og symbolmættede, hvor følelserne er nære og realistiske, mens omgivelserne er eventyrlige og symbolistiske – fyldt med lige dele dobbelttydig eftertænksomhed og uskyldig naivitet.

Genre: coming-of-age, poetisk realisme

Content notes

Temaer som depression, lavt selvværd, destruktive selvbilleder, social akavet adfærd, frygten for at miste hinanden og presset i at skulle passe ind i samfundets normer og forventninger kan forekomme.  

Spillertype:

Du elsker mavespil og karakterfokus frem for plot og action. Du er til symbolik og dvælende scener, karakterer med komplekst indre liv og mulighed for bleed.

Du behøver ikke kende mumiuniverset. Det kan være en fordel (men ikke et krav), at det er nogle år siden, du selv tog skridtet fra barn til voksen.

Spilledertype:

Du digter med og tør lade scener dvæle, spille biroller og arbejde med sanselige beskrivelser. Du har god dramatisk timing og kan navigere i en blanding af stramt satte og åbne scener, hvor du og spillerne afgør, hvad der sker.

Du behøver ikke kende mumiuniverset. Det vil være en fordel for dig, hvis det er nogle år siden, du selv tog skridtet fra barn til voksen.