BRÆTSPILSJURYEN PÅ FASTAVAL
På Fastaval bliver der hvert år nedsat en brætspilsjury, som bestemmer hvilke designerbrætspil der nomineres til og vinder Otto-priserne. For mange deltagere kan det være svært at se, hvordan processen med at læse, teste og udvælge brætspillene fungerer og hvor meget arbejde dommerne lægger i at være fair og balancerede overfor både brætspil og designerne. Herunder kan du læse hvordan dommerne udvælges og hvordan deres bedømmelsesproces fungerer.
Årets brætspilsjury på Fastaval 2023
Overdommer

Kathrine Lindequist Abel
I Kathrines familie spillede de gerne brætspil fredag aften, så da hun senere som voksen samlede traditionen op igen, var det med megen nostalgi og passion. Hun har været en aktiv Fastavalarrangør i en årrække, bl.a. som hovedarrangør og brætspilsdommer, og i år har hun sin debut som ottooverdommer for brætspil.
Kathrine elsker når fortælling, spillerinteraktion og mekanik går hånd i hånd – selv det simpleste brætspil kan tænde den største gnist i hende, når bare der er mening med galskaben.
Hendes smag indenfor brætspil er både bred og mainstream, og der er klart en overvægt af Eurogames på hendes brætspilshylde. Når ikke Kathrine tvinger sine venner til at spille 7 Wonders eller Living Forest, så spiller hun meget gerne spil som Everdell, Wingspan og Terraforming Mars.

Steen Bach Hansen
Steens glæde ved brætspil spænder vidt, hvor han enten fortaber sig i komplekse brætspil, som udfordrer spilleren og kræver dedikeret fokus eller simple brætspil som giver basis for hygge snak og grin. Og i den tid han er kommet på Fastaval har han oftere været at finde ved brætspillene end til rollespillene.
Når det kommer til komplekse spil, så er Steen især glad for spil, hvor der er flere veje til sejren, og hvor der er mulighed for at overraske hinanden eller ændre situationen i spillet lige netop fordi, der er flere veje til sejren.
Når det kommer til spil, hvor han der er mere fokus på at være social og grine, så skal det være spil, som kan balancere simpelhed i regler med socialt samvær, hvor spillet er i fokus, uden at det kræver alt opmærksom fra spillerne.
Meget sigende for spændet i Steens interesse i spil, er hans to yndlingsspil for tiden Twillight Imperium og Hero Quest.

Martin Lindhardt
I Martins hjem har spisebordet altid været det vigtigste møbel, da det er her han mødes med vennerne for at spille brætspil. Brætspil er den foretrukne aktivitet, da det giver en skøn blanding mellem med det sociale og spillet, og med en god brætspilssamling, er der et spil der passer til enhver situation og stemning.
Når tiden er til det, foretrækker Martin de tunge og komplicerede spil. Hans yndlingsspil på det seneste har været Gaia Project, Spirit island og A Feast for Odin, men det ændrer sig hele tiden.
Martin spiller for at vinde, men de kampe spillet giver undervejs er dér hvor spillet er sjovest. Interaktionen mellem spillere om, hvordan man kan udmanøvrere de andre, og tage resurserne for næsen af dem, er dér hvor brætspil i Martins øjne er mest spændende!

Kamilla Kate Brichs
Kamilla er en erfaren og rutineret brætspiller, og 2023 bliver hendes andet år som som brætspilsdommer på Fastaval. Hun har desuden været til Spiel i Essen et utal af gange, har været en af de drivende kræfter i den tidlige udvikling af “Bastard Café,” har skrevet Fastaval-scenarier med brætspilsmekanikker og har ligeledes i årevis pushet brætspil til nørder i Faraos Cigarer.
Når Kamilla skal beskrive sin smag i brætspil, vil hun beskrive den som bred. Hun holder af alt fra små, tight designs som “Whirling Witchcraft” til mellemtunge titler som “Quacks of Quedlinburg” eller nogle af det tungere børn i klassen, som eksempelvis “Terraforming Mars.” Hun elsker når brætspil fortæller relevante og gribende fortællinger.
Kamillas kærlighed for spil har altid været stor. Det startede med børnespil som Afrikas Stjerne og Assano. I skolen begyndte hun også at udvikle små spil med sine klassekammerater, og hun blev for alvor bidt af brætspil, da hun blev introduceret for klassikere som Settlers of Catan, Carcasonne og Junta. I dag ejer hende og manden så mange spil, at de har mistet overblikket.

Thor Niels Fejerskov Jensen
Thor startede med at spille Fuldrigger, Stratego og Hero Quest i sine unge dage, senere hen bød det i ungdomsskoledagene på nye oplevelser med Settlers of Catan, Axis & Allies og Junta. Efter nok dolke i ryggen fra såkaldte venner, havde han en længere pause fra brætspillene. Han vendte stærkt tilbage igen, da han begyndte at spille World in Flames på sit kollegie. Det startede en fornyet interesse for brætspil.
Noget af det han sætter pris på i et godt brætspil, er samspillet mellem temaet i spil og de mekanikker, der bruges. Hvilket også bliver afspejlet i hans favoritspil, som er Twillight Struggle.
Når Thor får et nyt brætspil mellem hænderne, som ikke er noget for ham, så husker han altid på at det altid vil være nogens yndlingsspil og leder efter den del i designet.
Fun fact om Thor: hans claim to fame er, at han har været Fynsmester i holdskoleskak på tredje bræt.
INDEN FASTAVAL
Juryformanden findes på Fastaval året inden og udvælges som udgangspunkt af den tidligere juryformand. Herefter nedsætter juryformanden en jury bestående af ialt 5 medlemmer inklusive formanden selv. Disse medlemmer bliver udvalgt med det formål af at skabe en varieret og balanceret jury med både spildesignere og spillere såvel som folk med forskellig smag indenfor brætspil.
Inden brætspillene afleveres afholder juryen møder hvor man blandt andet bliver enige om processen og hvordan Otto-kategorierne tolkes.
Når reglerne afleveres i måneden op til Fastaval bliver de gennemlæst af juryen og det er her de første indtryk kan dannes af materialet.
UNDER FASTAVAL
Under Fastaval vil juryen dels selv spille spillene således at hvert spil bliver gennemspillet af mindst to af jurymedlemmerne. Herudover kommunikeres der med spillere og designere efter afviklingerne for at få et bedre indtryk af spillene. Herudover vil dommerne indsamle feedback-sedler fra spillerne som vil være vigtige for den endelige afgørelse.
Om Lørdagen vil juryen låse sig inde hele dagen for at finde ud af hvem der skal nomineres og hvem der vinder. Bedømmelsen foregår på bagrund af de skrevne regler kombineret med juryens og andre spilleres indtryk af det spillede spil inklusive feedback-sedlerne.
Lørdag aften vil listerne over de nominerede blive offentliggjort både fysisk på Fastaval og digitalt på hjemmeside og andre digitale medier.
Søndag vil designerne have mulighed for at få feedbacksedlerne tilbage imens dommerne gør de sidste ting klar inden den endelige afsløring af vinderne søndag aften.
UDVÆLGELSESPROCESS
Vinderne og de nominerede vil blive udvalgt på bagrund af af definitionen af Ottoerne som kan findes her. Disse definitioner er blever diskuteret i juryen inden spillene afleveres. Spillene bliver i høj grad bedømt udfra dets egne præmisser. F.eks. vil et selskabs-spil bliver bedømt om det rent faktisk skaber social interaktion og ikke så meget på strategisk dybde.
Alle spillene vil bliver grundigt diskuteret for at være sikker på at man kommer rundt i alle kroge og alle argumenter bliver vendt og drejet. Der er ikke bare tale om en simpel afstemning.
EFTER FASTAVAL
Efter Fastaval går juryen igang med at skrive feedback til alle de deltagende designerne. Det er meningen at feedbacken både kan bruges til forbedring af spillet med henblik på evt. Videreudvikling og på udvikling af nye spil til Fastaval eller andre steder.