af Martin Bødker Bonde Enghoff

Det forsvundne mesterværk “Cat in Park” af den berømte maler Pablo Picatto er dukket op, men intet er, som det ser ud til. Originalen er gemt blandt forfalskninger, og kun den skarpeste ekspert kan skelne sandhed fra bedrag. Brug din unikke ekspertviden, aflæs dine modstanderes handlinger, og vær den der sikrer det ægte værk til dit museum.

Foromtale

  • Tid: 30-60 minutter
  • Spillere: 2-4
  • Sprog: Engelsk

Du er en ekspert i kunstneren Pablo Picatto – og du kender en hemmelighed. Mesterværket ”Cat in Park” gemmer sig i en kaotisk samling af malerier. Problemet er, at det er omgivet af flotte varianter og snedige forfalskninger, som alle har en unik blanding af kunstneriske kendetegn samt, selvfølgelig, Picattos berømte kat.

Hvert maleri i spillet har fire ud af syv mulige kendetegn. Du kender, i al hemmelighed, det ene af de fire kendetegn som er på det ægte mesterværk, såsom en regnsky eller en dinosaurus. Desværre er de andre spillere også eksperter, som alle er bevæbnede med deres egen skjulte viden. For at finde mesterværket skal du holde nøje øje med deres valg, aflæse deres intentioner og regne ud hvad de ved, mens du skjuler din egen dagsorden.

Når det er din tur, udvider du dit museums samling ved at vælge værdifulde malerier, du donerer knap så ønskværdige værker til det offentlige museum og reserverer malerier til senere. Reservationer giver dig mulighed for at snuppe værker fra den offentlige samling – og endda fra andre spillere – eller for at beskytte dine egne malerier fra at blive taget. Men hvert træk sender et signal til dine modstandere.

Dit mål er at sikre det ”Cat in Park” som har alle de fire ægte kendetegn, samt værdifulde varianter med tre af de fire tegn. Men der er mere på spil, som kan sløre alles handlinger. Hver spiller kuraterer også en hemmelig personlig særudstilling der fokuserer på ét af kendetegnene. Og alle samler, naturligvis, på malerier med den mest fashionable farve af kat.

Spillet har relativt simple regler og handler lige så meget om at gennemskue og narre dine modspillere, som det handler om at mestre mekanikken. Kan du aflure hvad dine konkurrenter samler på? Går du efter de mest værdifulde værker med det samme – eller vil du bluffe, vildlede og vente på det perfekte øjeblik, før du slår til?

Om designerne

Martin er fornyligt blevet gift med en vidunderlig brætspiller og nyder fordelen af at have en spiltester i hjemmet. På trods af spillets tema har vi ikke en kat (endnu), men vi har dog tre malerier af katte. Lige nu er mit yndlingsspil Vampire: Chapters, og jeg glæder mig til mit næste spil Oath og selvfølgelig til at komme tilbage til Fastaval.