af Bjarke Thomsen og Jakob Eskildsen

Breach: Go Loud er et SWAT-tematisk, co-op, taktisk assault-game.

I danner en firemands indsatsstyrke (SWAT-agenter), som stormer en bygning fyldt med fjender (Hostiles) og gidsler (Hostages).

Med et udvalg af våben, udstyr, evner og snedigt anvendte taktikker (Tactics) skal I storme ind (Breach) og rydde en bygning for alle fjeder, før tiden løber ud.

Foromtale

  • Tid: 60-90 minutter
  • Spillere: 2 eller 4
  • Sprog: Engelsk

I Breach: Go Loud kontrollerer spillerne fire SWAT-agenter, med hver deres individuelle udstyrssæt.

Agenter starter stille (Quiet) og har overraskelsesmomentet.
På hvilket som helst tidspunkt kan en agent vælge at eskalere situationen og Go Loud.

En larmende (Loud) agent har adgang til alle sine værktøjer til effektivt at rydde bygningen.

Larmende (Loud) agenterne øger den fjendtlige respons, så beslutningen om hvornår, hvem og hvor I går Loud, er et af de vigtigste valg, I står overfor. Larmer I for tidligt, kan missionen hurtigt blive overvældende. Venter I for længe, kan situationen udvikle sig til en dødsfælde.

Planlæg hver indtrængen (Breach) og vurder situationen med jeres aktuelle Intel.

Jeres Intel indikerer det sandsynlige antal fjender (Hostiles) og gidsler (Hostages) i bygningen, men deres præcise antal og placering er ukendt helt frem til at døren sparkes op (Breach).

Sammen udføres taktikker (Tactics), som for eksempel et ‘shotgun-breach’ eller brugen af røggranater til at forsinke fjender (Hostiles). Tactics hjælper med at håndtere uventede udviklinger og udligne oddsene under missionen.

Som trænede SWAT-agenter handler det ikke om held. Skydevåben opfører sig forudsigeligt, granater lander dér, hvor de kastes, og hvis et skud er muligt, rammer det. Der er ingen terningkast og ingen tilfældige forbierer.
Det er op til jer at vælge den bedste strategi til hver situation.

Hver runde bør ende med, at alle råber “clear”!

Inspirationen til Breach: Go Loud kommer fra blandet spil som: Flashpoint: Fire rescue, Gloomhaven og Zombiecide.

Om designerne

Bjarke har tidligere designet Penguin Pirates til Fastaval 2022. Derudover er han en gammel rotte inden for Info / Bunker (HAG) / “Papsvarlig”.

Hans nuværende yndlingsspil er: The Gang, Frosthaven, Splendor og Oathsworn.
I den virkelige verden arbejder Bjarke med neurovidenskab på Aarhus Universitet.

Jakob pitcher et brætspil for første gang. Tidligere har han været forfatter i scenariekonkurrencen.

Jakob spiller spil som Arkham Horror, Root, Black Orchestra, Gloomhaven, Robinson Crusoe og Spirit Island m.fl. og nyder især co-op spil.
I den virkelige verden arbejder Jakob som softwarearkitekt for politiet.