Clay-O-Rama

I mange år har der hersket fred og fordragelighed i modellervokslandet Claydonia, men nu går den ikke længere. Blå, Rød, Orange, Gul og Grøn kan ikke længere enes om, hvem der er den mest betydningsfulde farve. For at afgøre dette en gang for alle, har de besluttet sig for at afholde en turnering. Alle har de sendt deres sejeste kriger for at kæmpe i arenaen mod de andre og endegyldigt finde ud af, hvem der kan kalde sig “Farvernes Farve” og hersker over Claydonia.

Clay-O-Rama handler ligeså meget om at lave en mægtig modellervoks kriger og have det sjovt, som om at vinde. Spillet starter med at alle får en klump at bygge et monster/robot/kriger med, som spillederen herefter hjælper med at give evner og stats, og så går det ellers løs med let taktik og terninger – alle mod alle.

Alle kan være med og du behøver ikke kende spillet i forvejen – spillederen sørger for en god oplevelse for både yngre og ældre.

Zombicide!

Zombicide er et samarbejdsspil, hvor man spiller hårde børn, der har hver deres unikke evne. De har dog det tilfælles, at de alle har overlevet den første del af Zombieapokalypsen i en verden med horder af zombier!

Zombierne er forudsigelige og dumme, men der er MANGE og desværre for jer kommer der flere og flere, og I løber hurtigt tør for tid og ammunition!

Find våben, dræb zombier. Bliv mere sej, men jo sejere du bliver, desto flere zombier kommer der. Find bedre våben! Den eneste udvej er zombicide!

Reglerne er nemme og spillet flyder hurtigt med fokus på action og samarbejde. Spillet har zombier, baseballbats, kædesave og skydevåben – så man skal som forælder lige overveje dette, inden man melder sit barn til Zombicide.

Varden

Varden er et fortællespil med temaer om uhygge, gys og heltemod. Feer. Mareridt. Dæmoner. Dem Udefra. Alle bliver de holdt tilbage af et eventyr om fire børn, der lægger magiske sten på fem magiske Varder. Siden de originale fire, er eventyret gået i arv generation efter generation.

I denne generation er det jer, der skal redde verden. De første fire Varder klarede I snildt med jeres forfædres visdom som råd. Men hvor den femte Varde stod, er Moesgaard Museum i mellemtiden blevet opført. Nu hvor skyggerne kryber tættere, og verdens fjender nærmer sig, må I finde ud af, hvordan I får opbygget en ny Varde på museet, før midnatstonen kimer.

Vil I sikre, at verden forbliver den samme?

PYLO

En gruppe teenagere bevæger sig sammen ud på en farefuld færd, hvor de skal redde deres venner, inden det er for sent. Verdenen de bevæger sig igennem er evigt foranderlig, og vennerne skal hele tiden passe på, at de ikke bliver for trætte, løber tør for tid eller overser de skjulte farer.

I PYLO skiftes spillerne til at spille kort, der viser hvordan de skal lægge deres brikker denne tur, men de må kun bygge videre på det, deres venner spillede i tidligere runder. Spillet skaber en rigtig fed fornemmelse for samarbejde og fællesskab, samt utallige små og store “hi-five moments”.

PYLO er et spil under udvikling af Asger og hans venner, og du får derfor mulighed for at prøvespille et nyt og spændende spil i en tidlig version.

Battlestations!

Kom på rummission med Kaptajn Sputnik og besætning, når de udfordres af Doktor Nunchuck til et nervepirrende kapløb mod tiden. Gennem farlige asteroider og dødelige fælder må besætningen kæmpe med at genskabe orden på den eksklusive Epsilon-9 rumstation og stoppe Doktor Nunchucks udspekulerede planer, før galaksen ender som et cirkus af kaos!

Battlestations! er et samarbejdsbrætspil, hvor en besætning af besynderlige rumvæsener skal kontrollere et rumskib og overvinde de udfordringer, som møder dem.

Der bliver rullet terninger, og stilen er ret overdrevet.

Burgle Bros

I Burgle Bros spiller I en bande, der har lagt en snedig plan: I er brudt ind i en bank om natten for at røve den. I har styr på vagtens rute, og I ved hvordan I får fat på koden til bankboksen. Det kan ikke gå galt!

Meeen… at få fat på kostbarhederne er kun den ene del af et succesfuldt kup. Bagefter skal I sørge for at få alle mand – og alle skattene – op på taget og undslippe i jeres helikopter. Kan I finde rundt i banken og få snøret vagterne, så I kan få fingrene i skatten og komme væk?

Core Space

Core Space er et figurspil i en hård sci-fi verden, inspireret af serier og film som Firefly og The Expanse.

Hver spiller styrer et mandskab af Traders, der på tvivlsom vis forsøger at tjene til livets ophold på grænsen af galaksens uudforskede kerne, alt imens de jages af The Purge, en mystisk, semi-bevidst race af humanoide maskiner, hvis eneste mål er at høste verdener.

Hver spillers mandskab forsøger at løse missionen og finde sejt loot og bedre våben, mens truslen fra The Purge vokser hen over runderne. Det er et spil, hvor man med fordel kan arbejde sammen for at kunne lykkes, indtil man ikke længere synes det er en fordel…

Spillet er både PvP – man kan vælge at skyde på og stjæle fra hinanden og PvE – jo længere man bliver hængende, jo flere robotter kommer efter en.

Spillet er taktisk, episk og så ser det bare fantastisk ud!

Flugten fra Teemo the Hutt

Engang for længe siden, i en galakse langt væk, levede en gruppe slyngler og småforbrydere i en lille søvnig by på ørkenplaneten Tatooine, hvor de arbejdede for den berygtede gangster Teemo the Hutt. De var meget forskellige, men én ting havde de til fælles. De var dødtrætte af deres arbejde og især deres arbejdsgiver. Desværre vidste de godt, at man ikke bare sådan kunne forlade Teemo the Hutts tjeneste med livet i behold!

Men hvis man nu bare kunne slippe væk fra Teemos vagter og stjæle et rumskib, og turde stole på hinanden, så lå galaksen åben derude, fuld med muligheder. Hvis…

I dette eventyr vil I blive introduceret til rollespilssystemet ”Edge of the Empire”, hvor I spiller væsner på kant med loven i Star Wars universet. Der vil være fuld fart på hele vejen igennem scenariet, hvor I skal tage en masse svære beslutninger med meget lidt betænkningstid, mens I forsøger at undslippe Tatooine og starte en karriere som intergalaktiske slyngler.

Frosten

Vi er i Leningrad i Sovjetunionen, vinteren 1942-43. Den tyske belejring af byen har varet i over et år. Alle byens træer er for længst blevet fældet og brændt for at skaffe varme. Der er næsten ingen mad tilbage. Og en uhyggelig sygdom breder sig i byen.

En lille gruppe børn bliver sendt af sted af deres lærer til lærerens gamle kollektivlandbrug, hvor kuren til sygdommen måske kan findes i det gamle, aflåste kapel.

Men først skal børnene forbi fjendens linjer. Ude i skovene venter kulde og mørke og tyske soldater. Og værre ting.

Scenariet har et simpelt system med enkelte terningerul undervejs, mens vi sammen fortæller historien om børnenes mission. Scenariet indeholder overnaturlig horror og uhygge, og det bliver farligt for din spilperson.

Du behøver ikke vide noget særligt om Sovjetunionen eller 2. Verdenskrig for at være med.

Hvad Boksen Gemte

I kælderen bag den store dør til Boksen over alle bokse høres lyden af to stemmer sagte mellem de tykke stenmure:

Bernardo: Tror du rygterne taler sandt, señor Anselmo?

Anselmo: Hvilke rygter, discipel?

Bernardo: At Inkvisitor Herris er død? Og at oprørerne og de forbandede magikere har slået sig sammen, og at de har mægtige og frygtelige kræfter, der kan bryde selv den mest uovervindelige port…

Anselmo: Frygt ikke alle de rygter, Bernardo. Alt hvad du har hørt om Hjertesten-magikere og deres frygtelige kræfter er kun sagn om gamle dage. Kirken står stærkere end den nogensinde har gjort. Og jeg gentager lige endnu en gang: Ingen – INGEN! – trænger ind i boksen over alle bokse. Vi ER i sikkerhed her.

Bernardo: Men señor, der er nogen ved døren, og de ser ud til at have brudt igennem første lag.

Anselmo: Hvad siger du?! Det er umuligt! Hent de andre, dreng, nu, nu, NUUUUUU!

“Hvad Boksen Gemte” er anden del af “To sider af samme sag”, som kørte på Fastaval Junior i 2023. Du behøver ikke at have spillet første del for at kunne spille “Hvad Boksen Gemte”.