Dette er et intenst familiedrama og en tragisk forfaldshistorie – en slags Fall of House Usher med den amerikanske borgerkrig som baggrundstæppe. Alle rollerne i den dekadente sydstats familie er fyldt med saftige intriger, skeletter i skabene og skumle hemmeligheder.
Vi spiller ikke den faktiske historiske kontekst; vi bruger blot den historiske tid, som inspiration. Scenariet fokuserer heller ikke på herrer-slave forholdet, men på intrigerne og relationerne i familien.
Spilområdet tegnes op med malertape på gulvet og scenariet spilles semi-live. I en kort workshop introduceres spillerne til metateknikker, setting og historien. Der spilles prolog scener, som lægger op til dramaet, som foregår hen over tre akter, der stiger i intensitet. Mellem hvert akt kalibrerer spillerne med hinanden, så de kan opleve præcis dén fortælling, de ønsker sig. Derfor er scenariet også 100% spiller båret!