Vi løber hen over funklende græs, der er dækket af dugfriske perler. Vi hviler med den dovne kat, når den ligger i solen og varmer sig. I foråret strækker vi os ud og omfavner verden der vågner igen. Vi er muserne der lever gennem kunsten og ånder kreativiteten ind i det kunstneriske sind.
De tre muser følger Vincent i hans sidste tre måneder. Når han vandrer over de gule marker og forbi den gamle kirke, peger de ham i retning af det, der er værd at male. Scenariet handler om Vincent der vil male, men det handler mest om Vincent der vil leve.
Man spiller fysisk ved staffeliet, med pensel i hånd og skiftes til at spille Vincent og dem omkring ham. Scenariet kræver ikke viden om kunsthistorie, eller Van Gogh. Du skal have mod på at spille med emner som seksualitet, selvskade, kunst og vold og i fysisk kontakt med andre. Du behøver ikke at kunne male, scenariet har en mekanik til formålet.
“Jeg drømmer om at male og så maler jeg min drøm.” – Vincent van Gogh