Fastavals servicesteder

På Fastaval finder du en række servicesteder, som skal gøre din oplevelse på kongressen så god som mulig. Alle områderne er drevet af fastavalarrangører med hjælp fra Heltestyrken. Herunder får du et overblik over de forskellige servicesteder på Fastaval.

Informationen (også kaldet Infoen) er Fastavals one-stop sted, hvis du har brug for hjælp eller information. Det er her, du kan henvende dig, hvis du har spørgsmål, er faret vild, har problemer med dit scenarie, mangler et plaster, mangler telefonnummeret på nærmeste taxa-service, eller har brug for at komme i kontakt med arrangørerne.

Infoens crew kaldes Infonauter, og du kan kende dem på deres orange farver og fez-hatte. Det er Infoen, du møder den første dag på Fastaval, når du skal tjekkes ind og have dit armbånd. Ligesom det også er Infoen, der sørger for, at alle scenarier har de spillere de skal bruge, og at eventuelle ledige pladser bliver afsat til interesserede spillere i reservekøen.

Ønsker du at hjælpe til i Infoen, kan du blive praktikant for en dag. Henvend dig i Infoen, hvis du ønsker at prøve kræfter som Infonaut.

Du finder Infoen på Mariagerfjord gymnasium.

Åbningstider:
Onsdag kl. 15-20.30
Tor-lør kl. 9.30-20.30
Søndag kl. 9.30-17

Den vagthavende general er en ansvarsperson, som du kan få fat på døgnet rundt under Fastaval. Vagthavende kan kontaktes af både deltagere og arrangører på telefon +45 93 90 35 69.

Hvem er vagthavende general?

Opgaven som vagthavende general varetages på skift af årets hovedarrangører. Den vagthavende general kan altid kendes på sit blå skråbånd med skriften “General”.

Læs mere mere om hovedarrangørgruppen her

Hvordan kan vagthavende general hjælpe?

Du kan altid ringe til den vagthavende general, hvis du har brug for hjælp. Det kan eksempelvis være, hvis du eller andre er kommet til skade, du er befinder dig i en utryg situation, eller der er problemer med udefrakommende instanser.

I akutte tilfælde bør du altid ringe 112 først.

I langt de fleste tilfælde fungerer den vagthavende general primært som en hjælpende hånd til årets arrangører. Under Fastaval er det altid den vagthavende general, som tager ad hoc beslutninger og løser de problemer og situationer, der måtte opstå. Det er den vagthavende general, som tager de svære problemer med til resten af hovedarrangørgruppen, så de i fællesskab kan vurdere situationen. Det er også den vagthavende general, som har nøglerne til alle lokaler på Fastaval.

Husk!

  • Hvis du er deltager eller arrangør og har brug for information, kan du kontakte Infoen.
  • Hvis du har brug for en snak eller et mentalt rum til at bearbejde en oplevelse, kan du altid kontakte Tryghedsværterne på tlf. + 45 93 90 35 67

Fastaval har over 900 deltagere og i løbet af påsken producerer vallen mere end to containere med skrald. Dirtbusters er en arrangørgruppe, som på heltemodig vis bekæmper affald, kaos og holder Fastaval ren til gavn for os alle sammen. Dirtbusters kan genkendes på deres kedeldragt-uniformer, deres svupper-og-gaffatape bevæbning og på deres kaldenavne, som helt sikkert giver associationer til diverse rengøringsmidler.

Dirtbusters arbejder i døgndrift i løbet af Fastaval for at skabe et godt, rent og hyggeligt miljø.

På Fastaval produceres der hvert år rigtig meget opvask. Selvom deltagerne generelt er gode til at stille deres beskidte service til vask, så er der alligevel brug for en ekstra indsats. Hver Fastaval står et friskt team af opvaskere klar, og sammen med medlemmer af Heltestyrken vasker de alting i bund og stiller tingene på plads igen. På den måde er der altid rene tallerkener, bestik og andet service på Fastaval. Opvasken er en relativ usynlig arrangørpost, men de er altid i højt humør og sætter en ære i god arbejdsmoral. Opvask på Fastaval er et super vigtigt område, så giv en high-five næste gang du møder en arrangør fra opvasken.

Ønsker du at hjælpe til hos Opvasken, kan du få en Heltestyrke opgave her.

Hvert år på Fastaval er der en gruppe helt særlige arrangører, som slæber, kører og organiserer transporten af grej og varer til og fra Fastaval. Konsulatet gør et kæmpe logistisk og manuelt arbejde, som er en forudsætning for at kunne afvikle en kongress som Fastaval. På skæve tidspunkter og både før og efter Fastaval flytter de møbler til Oasen, køleskabe til Baren, henter kasse efter kasse med ting til Infoen og meget, meget mere. Konsulatet er en lille, relativ ukendt arrangørgruppe, men de gør et uvurderligt job. Så hvis du ser et konsulat medlem i løbet af Fastaval, så giv gerne en high-five.

TV På Fastaval

Det er en tradition på Fastaval at et TV-hold hvert år filmer, klipper og skriver små sketches og underholdende indslag, som fanger Fastavals ånd og den særlige stemning. TV bliver sendt hver aften på Fastaval i Oasen kl. 00.00 og igen kl. 15.00 den efterfølgende dag.

Gennem årene har der været mange forskellige TV-hold, som har heddet forskellige ting. Eksempelvis John-TV, Fasta-TV, Propaganda-TV, Ottochannel, Pingvinstuen, Latex-TV og ChaosTV.

Årets Fastaval TV producers af… Ingenmandslandsholdet!

Ingenmandslandsholdet er Fastavals TV-hold, som hver aften byder på sjov og spas for åben skærm, lige efter midnat! 2024 er deres debut-år, så forvent et friskt pust af gode, mellem og til dels dårlige jokes om den val vi alle holder af! Shows bliver vist i Oasen midnat, og vi glæder os til at se jer!

Holdet består af:
Benedicte Würtz Uhrenholt, Bhea Gudberg Jensen, Ingrid Kaaber Pors, Julie Lykke Choi, Kiara Cederfeldt Mendes & Maxine birk Fredberg Cederstrand.

Følg dem på:
Facebook
Instagram

Arrangørmessen

Arrangørmessen er et nyt koncept introduceret på årets Fastaval. Lokalet er til rådighed for alle arrangører. Her kan de få et velfortjent pusterum i rolige og hyggelige omgivelser. Der er plads til at nyde en kop kaffe og få en god snak med de andre arrangører. Det kan ligeledes bruges som et arbejdsrum til mindre opgaver, hvis man lige skal have styr på eventuelle logistiske arrangøropgaver.

Arrangørmessens faciliteter inkludere et te-køkken med snacks, en garderobe, toiletter og behagelige siddepladser.

Du finder arrangørmessen ved siden af Kaffekroen.

Fastaval IT

Fastaval har flere forskelige systemer som alle understøtter at kongressen kører flydende og holder deltagerne informeret.

Fastaval IT er en gruppe, der står for at vedligeholde:

  • www.Fastaval.dk 
  • Infosys (Fastavals tilmeldingssystem)
  • Fastavals Android og iOS apps

Hvis du har lyst til at bidrage, er der plads til både senior og junior folk. Vi arbejder med følgende teknologier:

  • WordPress til vores hjemmeside fastaval.dk
  • PHP til både frontend og backend på Infosys
  • MySQL som database til Infosys og WordPress
  • Docker på vores hosting miljø til Infosys
  • Flutter/Dart til udvikling af apps

Du vil højst sandsynligt kunne finde IT-arrangørerne rundt omkring på Fastaval, men ellers kan du kontakte dem på kommunikation@fastaval.dk.