af Tim Slumstrup Aunkilde & Henrik Krøjmand.

“Se mine kort og græd, hanesuttere!” snerrede den fremmede. “4 esser.”
Den fremmede lænede sig frem i et grådigt greb mod pengene, men mærkede pludselig sheriffens revolver mod sin næse.
“Ikke så hurtigt, makker. Du er ikke den eneste med 4 esser…”

Foromtale

  • Tid: 120-150 min
  • Spillere: 4 – 5
  • Sprog: Dansk/ Engelsk

Spillet er bygget op omkring et klassisk spil Texas hold ‘em poker, hvor selve poker-elementet er minimeret. Hovedoplevelsen skal findes i karakterspillet.

Et Es i Ærmet er et kortspil, der kredser om et klassisk spil poker i en saloon i det vilde vesten.
I spillet er man traditionelle western-karakterer, der spiller pokerspillet, mens de forsøger at snyde og manipulere kortene til deres egen fordel.
Siden alle forsøger at snyde, er der langt flere kort i spil end det normalt er tilladt. Kort skifter hænder, forsvinder sporløst, og dukker op på mystisk vis, og meget andet.

Alle de karakterer man kan spille har varierende evner svarende til rollen. Rollen bestemmer hvordan man kan forsøge at manipulere spillet.

Formålet er at være den, der til sidst sidder tilbage med den bedste pokerhånd. Denne hånd skal dog være tilladt inden for normale pokerregler. Ellers har man snydt. Og det må man jo ikke.

Spillet har fokus på karakterspil og morskab mere end taktik, da det er næsten umuligt at overskue alle de forandringer der kan og vil ske gennem spillet. I det mindste har man en lille smule kontrol over spillets udfald, for man har selvfølgelig altid Et Es i Ærmet.

Spillet er designet som et kortvarigt, let tilgængeligt spil med høj underholdningsværdi og light rollespil. Spillet er turbaseret uden lange ventetider.

Et Es i Ærmet er let at gå til, men næsten umuligt at mestre. Forhåndskendskab til Texas hold’em regler vil lade dig nikke genkendende til elementer af spillet, men er på ingen måde en nødvendighed.

Det forventes at man kan nå at spille 3 til 4 spil i løbet af spilblokken.

Om designerne

Henrik har siden 2005 været med på Fastaval og har i de år bl.a. været el-ansvarlig, i hovedarrangørgruppen og været brætspilsdommer. Når han har tid på Fastaval spiller han mest brætspil, da det er det han bedst kan lide, men spiller også rollespil en gang imellem. Henriks favoritspil er for tiden “Frosthaven” og “Et Es i Ærmet”

Tim er også en gammel rotte på Fastaval, som han har huseret på siden 1994. Han anser sig selv primært som rollespiller og scenarieforfatter, men har gennem årene haft talrige andre Fastavalhatte på. Dette er første gang han prøver kræfter med at designe et brætspil, både til Fastaval og generelt.
Tim hader forresten poker.