af Peter Langkjær Møller.

i Krokossæummets blodige sand kæmper mægtige øgler til døden for publikums gunst. Et kaotisk deck-building spil hvor vilde komboer og risikable strategier vil sikre din sejr!

Foromtale

  • Tid: 75-90 min
  • Spillere: 2 – 5
  • Sprog: Engelsk

I Gladigator: Enter the Crocosseum styrer spillerne hver deres øglekriger, med 10 kort i starterdecket, der definerer dine muligheder. Disse kort kan uddele skade, blokere skade og manipulere spillet på utallige måder. Når spillere uddeler skade, gøres det via kuber, der sendes videre til den efterfølgende spiller. På den måde er du i hver runde under en vis mængde pres, alt efter hvor aggressivt et deck din nabo har skruet sammen.

De fleste kort koster energi at spille; en statisk ressource som genopfyldes hver tur. Undtagelsen til dette er de kort der blokerer skade. Disse fjerner indkommende angrebskuber, men til gengæld påtvinger de dig diverse uønskede effekter, så som at discarde kort fra din hånd eller miste livspoint. Et stærkt deck vil formå at bruge disse ulemper strategisk, og skabe syngerier og komboer mellem spillets forskellige kort.

I slutningen af hver tur trækker spillerne 3 kort fra Arena bunken, og beholder ét. Kort varierer kraftigt i type, styrke og fleksibilitet, balanceret af mængden af energi som det kræver at spille dem.

Gladigator: Enter the Crocosseum er et hurtigt spil med simple regler og stor variation. Det tilbyder tilfredsstillelsen ved at bygge en engine, samt spændingen ved at bruge denne, til at udslette dine modstandere.

Om designeren

Peter har designet brætspil siden 2019, hvor han for første gang deltog i designkonkurrencen på Fastaval. Han har for nyligt udgivet sit første spil via Pegasus Spiele og ser frem til at designe mange flere i fremtiden. Hans spil ender af en eller anden grund altid med at blive til drafting spil (men ikke denne gang!) og hans yndlings-temaer er mad og at dø alene i rummet.