Æresottoen

Se de nominerede til Æresottoen 2017

æresotto

Sidste års æresottonomineringer.

Æresottoen er Fastavals anerkendelse af en person eller gruppes særlige indsats for dansk rollespil. Den gyldne pingvin er blevet uddelt siden 1992, og er ment som et skulderklap, en tak og en anderkendelse fra Fastaval. Det kan være for en enkeltstående indsats eller projekt, eller for et langt virke som arrangør.

Sidste års modtager var Simon James Pettitt og traditionen er, at det er sidste års modtager, der uddeler Æresottoen det indeværende år. Rent praktisk er sidste års modtager ansvarlig for at samle en lille komité, der hjælper med at udvælge potentielle kandidater og pege på den næste modtager.

Hvem kan modtage den?

Enhver der har gjort en særlig indsats for dansk rollespil. Der er tradition for, at modtageren har en fast eller løs tilknytning til Fastaval, for det er med udgangspunkt i Fastaval, at prisen bliver uddelt. Og så er der også tradition for, at man giver den til en person eller gruppe, der er aktiv og som stadig yder en indsats.

Kan man modtage den to gange?

Nej og ja. F.eks. kan man sige, at en person som Frederik Berg Østergaard har fået den to gange – han har modtaget den som del af forfatterkollektivet Natural Born Holmers og som en del af den svenske rollespilsgruppe Vi Åker Jeep. Om det er mejslet i sten, at en enkeltperson ikke kan modtage den to gange, er til diskussion, men ideen har været, at en person ikke kan modtage Æresottoen flere gange.

Hvorfor har X ikke fået den for alle sine fede scenarier?

Scenarieforfattere får andre Otto’er. Man kan godt få en Æresotto selv om man er scenarieforfatter, men man får den ikke for at have skrevet sine scenarier.

Hvorfor blev prisen ikke uddelt i 1999?

Ja, der ligger en masse gode historier gemt der. Hvorfor var det, at Ask Agger ikke modtog den i 1999? Og hvorfor var det, at prisen ikke blev uddelt af forrige års vinder i 1995 og 2015? Og hvad var det nu, at Mette Finderup og Morten Juul gjorde for Æresottoen i 2003? Ligesom alt muligt andet ved Fastaval er Æresottoen omgærdet af gode historier, sladder og myter. Hvis du virkelig skulle være interesseret i fordums historier om Æresottoen, så må du finde nogle af de gamle rotter, som kan huske historierne.

MODTAGERE AF ÆRESOTTOEN GENNEM ÅRENE:

1992 Mads Lunau
1993 Paul Hartvigson
1994 Troels Chr. Jakobsen
1995 Cool Fish Delivery
1996 Søren Parbæk
1997 Rollespilsmagasinet Fønix
1998 Kristoffer Apollo og Mette Finderup
1999 Ikke uddelt
2000 Peter Bengtsen
2001 Sara Hald
2002 Morten Juul
2003 Natural Born Holmers
2004 Peter Brodersen
2005 Merlin P. Mann
2006 Malik Hyltoft
2007 Landsforeningen for Levende Rollespil
2008 Brian Rasmussen
2009 Jesper Wøldiche
2010 Vi Åker Jeep
2011 Lars Andresen
2012 Klaus Meier Olsen & Kristoffer Rudkjær
2013 Jesper Heebøll Arbjørn
2014 Dirtbusters
2015 Claus Raasted Herløvsen
2016 Simon James Pettitt
illu - første æresotto ever

Foto af Lars Andresen