af Jeppe Norsker.

Kongen er besat af konstant forandring i sin have. Alt skal jævnligt ændres – den ene dag en græsplæne, den næste et blomsterbed. Det er umuligt at gøre den pedantiske konge tilfreds, og situationen blev kun værre, da den kongelige gartner døde af stress. Du og de andre haveassistenter har nu kun en bunke skitser at arbejde ud fra. Den, der realiserer planerne bedst, bliver den nye kongelige gartner.

Foromtale

  • Tid: 60 min (inkl. regelforklaring)
  • Spillere: 2 – 4
  • Sprog: Dansk/ Engelsk (der optræder kun tekst i reglerne)

Kongens Have består af en række kort lagt ud som en firkant på bordet. Alle spillere har desuden to kort på hånden, og når det bliver din tur, må du lægge det ene af dem ovenpå de eksisterende kort i haven og dermed forandre den. Det andet kort repræsenterer en skitse fra den afdøde kongelige gartner, og du opnår point ved at udpege og markere de steder i haven, hvor et tilsvarende mønster optræder. Du har begrænset tid, og overser du noget, kan du være forvisset om, at de andre nok skal finde det og tage æren for det.

Reglerne er til at overskue, men det kræver en god visuel perception/forståelse og et hurtigt overblik, at mestre dette spil.

Om designeren

Jeg er 49 år og har designet brætspil i mange år. Udgivne spil omfatter blandt andet tre 50 Clues trilogier, Match Madness, Bermuda Pirates, OTLO: Stones, Shadow Blocks og Burger Academy.

Kongens Have er mit 8. brætspil til Fastaval.